Øl-skæg og ballede

SINDAL:Stripperne er blevet smidt på porten ved dette års udgave af Sindal Marked, hvor fredag aften traditionen tro især er henvendt til ungdommen. I stedet for den lumre og letpåklædte atmosfære, kommer der således helt andre boller på suppen denne gang i form af en kæmpe ølfest i markedsteltet, og hvad underholdningen angår har markedet hyret The Powls, om hvem det bl.a. er blevet noteret: ”The Powls har ved hårdt arbejde og et minimum af talent udviklet et sceneshow, der får stjerner som Dean Martin, Elvis Presley, Preben Kaas og John Mogensen til at ligne kasserede kludedukker. Den musikalske side af showet består for tiden af diverse dansktopmelodier og et antal popklassikere af udenlandsk herkomst. Alt sammen udsat for The Powls’ helt specielle, men absolut ikke kedelige opfattelse af, hvordan et nummer bør spilles”. Aftenen deles i seancer på scenen a tre kvarter mellem The Powls og Zillertal Tyrolerne, og som sædvanligt diskes der op med double up på alt flydende i en times tid først på aftenen. Allerede dagen før, torsdag 20. maj, åbnes markedet med optog, soldebord og tale ved borgmesteren, mens Kandis går på scenen om aftenen. Inden ølfesten fredag kan både dagpleje- og børnehavebørn prøve tivoliets forlystelser gratis, mens lørdagen byder på musik ved Musikcompagniet, Marimbo Band, Two-Step og The Rocking Ghosts Søndag gentages nyskabelsen fra sidste år med et børne- og ungdoms melodi grand prix, og dagen rundes af med grand prix-præmier, ligesom der er udtrækning af tombolaens hovedgevinster. P-oprustning I modsætning til sidste år falder Sindal Marked i år ikke sammen med Hjallerup Marked, men der skal alligevel noget til før markedets rekordoverskud, der er på omkring 800.000 kroner kan overgåes. Som noget nyt i år kan markedet tilbyde bedre parkeringsforhold, da man har lejet et mark-område, der kan tage i omegnen af 2500 biler lige ved siden af markedspladsen - og det skulle endda være med en garanti om, at der ikke står nogen køer og gnasker i ens vinduesvisker, når man skal til at hjem igen.