Halkær

Øland-firma udvider

Holms Entreprenørforretning overtager dræningsfirma i Gøttrup.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

mogens andreasen fortsætter efter salget af sin forretning som medarbejder hos Jens-Kristian Holm.

Entreprenør Jens-Kristian Holm, Øland, mærker ingen tegn på krise og udvider nu sine aktiviteter. Han har netop købt drænmester Mogens Andreasens forretning i Gøttrup. - Jeg venter, at der de kommende år bliver mange opgaver med at dræne. Mange drænrør på markerne er nu så gamle, at de trænger til udskiftning, siger Jens-Kristian Holm. Dræningsfirmaet i Gøttrup er en gammel, velrenommeret virksomhed, der blev grundlagt i Fjerritslev i 1938 af drænmester Per Bach. - Jeg startede i firmaet i 1966 og overtog det i 1978 sammen med Ejnar Søndergaard, siger Mogens Andreasen. I 1997 blev jeg alene om firmaet og flyttede det til Gøttrup. Ud over dræning har Gøttrup-firmaet bl.a. også beskæftiget sig med naturgenopretning for amtet. Firmaet har bl.a. lavet Halkær Sø, der er en af Nordjyllands største. Efter mange år som selvstændige har 62-årige Mogens Andreasen og hans kone Alice, der har passet kontoret, nu fundet, at det er på tide at stoppe. Mogens Andreasen fortsætter dog som medarbejder i Holms Entreprenørforretning. Det gør Hans Jørgen Nielsen fra Gøttrup-firmaet også. - Jeg har tidligere beskæftiget mig med dræning, men nu skal jeg lære det ordentligt af Mogens Andreasen, smiler Jens-Kristian Holm, der i sin entreprenørforretning tilbyder at løse alle tænkelige opgaver: Kloakarbejde, gravearbejde, stenbelægninger, haveanlæg, nedbrydning. Kun fantasien sætter grænser, siger entreprenøren. Jens-Kristian Holm flyttede for knap fire år siden fra Brovst og etablerede sig i et tidligere mekanikerværksted i Hammershøj på Øland. Forretningsovertagelsen markeres med reception i Almhus ved Fjerritslev torsdag 12. februar.