Byggeri

Øland-kroen genopstår i ny skikkelse til foråret

Et projekt udarbejdet af Århus-arkitekter blev foretrukket blandt forslag fra tre arkitektfirmaer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ho­tel Øland-Kro­en, som den kom­mer til at se ud ef­ter mo­der­ni­se­rin­gen. teg­ning: ar­ki­tekt An­ders toft

ØLAND:Efter en arkitektkonkurrence har Hotel Øland-Kroens nye ejer Kurt Skafsgaard nu besluttet sig for, hvordan hotellet skal se ud, når det genåbnes efter en omfattende modernisering til maj næste. Et projekt, der ventes at koste ca. 10 mio. kr. I konkurrence med to andre arkitektfirmaer har Kurt Skafsgaard og hans rådgivere valgt et projekt udført af Århus-arkitekterne Hans Sommerlund og Anders Toft. Sommerlunds Bygningsrådgivning i Risskov er ansat som totalrådgiver på byggeriet, og bygningsændringerne er tegnet af Hans Sommerlunds nære samarbejdspartner, arkitekt maa Anders Toft. De to øvrige firmaer, der har deltaget i konkurrencen, er KS Arkitekter, Aalborg, og Creo Arkitekter, Odense. En væsentlig opgave for arkitekterne har været at få lavet en harmonisk og indbydende facade ud mod vejen. Bygningerne har i dag forskellig højde og er bygget på forskellige tidspunkter. - Vi har tilstræbt at give bygningerne hierarki, identitet og udtryk, som man kan orientere sig efter, siger arkitekt Anders Toft. Og vi har koncentreret os om tre ting: Et tårn ud mod vejen, som man straks får øje på og kan kende, og så indgangspartiet og wellnessområdet. Konference- og restaurationslokaler vil primært blive placeret ud mod vejen, mens spa- og wellnessområdet som nu indrettes i bygningskompleksets bagerste del. Hovedindgangen bliver også som nu fra parkeringspladsen. Bygningerne bliver med pudsede facader i knækket hvid farve og med tagpaptag. Tårnet bliver i træ i rødlig eller gullig farve. - Med seks-otte ugers leveringstid på vinduer og døre ventes byggeriet for alvor at komme i gang efter sommerferien, siger Martin Green, ejendomschef hos Skafsgaard Development og byggeleder på Øland-projektet. I næste uge begynder vi at tynde ud i haveanlægget, så der kan indrettes byggeplads med skurvogne, og så begynder vi på det indvendige byggeri. Kroens store sal vil blive ændret til konference- og hvilerum samt bibliotek. I gårdhaven vil der blive indrettet romersk bad med plads til 10 personer samt gourmetkøkken. Det romerske bad vil blive overdækket, så det også kan bruges i regnvejr og om vinteren. Det nuværende vandland vil blive udvidet og ændret til spa- og wellnessområde. Der bliver bl.a. dampbad og en glasoverdækket lavarundgang med opvarmede sten ude i det fri, som fører frem til et isbjergebad, hvor man kan få et koldt bad efter at have været i det subtropiske wellnessområde. Hele komplekset forbindes med gangstier i naturtræ, som er behagelige at gå på. - Restaurations-, konference og wellnessbygningerne vil blive lavet først, og derefter tages fat på modernisering af motellet, pointerer Martin Green. Motellets 25 to værelsers lejligheder vil blive forsynet med nye vinduer og døre og får samme farve som de øvrige bygninger. Lejlighederne bliver desuden udstyret med et lille køkken og nye gulvtæpper, og balkonernes træværk bliver udskiftet med glasrækværk. De fem hytter mellem kroen og motellet vil blive bevaret, enten som behandlingsrum i tilknytning til wellnessområdet eller som lejligheder i samme stil som de moderniserede motellejligheder. Byggearbejdet vil ifølge Martin Green primært blive udført af lokale håndværkere.