EMNER

Øland-kroen lukker i vinter

Kroen bliver måske sommerhotel, mener direktøren, der har sagt op

ØLAND:Hotelbranchen har det svært i Brovst Kommune. Halvrimmen Kro blev for flere år siden omdannet til supermarked. Brovst Hotel er for nylig blevet jævnet med jorden for at give plads til et Aldi-supermarked og lejligheder. Og det er netop besluttet at lukke Hotel Øland Kroen i vinterhalvåret - fra 1. november til 1. april, angiveligt fordi det ikke er rentabelt at drive kroen i denne periode. Beslutningen har fået Hotel Øland Kroens direktør gennem de seneste tre år, Gitte Frederiksen, til at sige op. Hun fratræder med udgangen af november og har fra 1. december fået andet job. Gitte Frederiksen har de seneste måneder været den eneste fastansatte på kroen. Derudover er der syv-otte deltids medarbejdere, der tilkaldes ved større arrangementer. - De ordrer, vi har i bogen, tilbyder vi at flytte til Hotel Søparken i Aabybro, siger Gitte Frederiksen, der beklager lukningen. - Om det svigtende besøg på Øland-kroen siger Gitte Frederiksen: - Jeg tror, kroen lider under, at den har været lukket flere gange. Hvis folk skal holde fest til 40.000-50.000 kr., vil de gerne være sikre på, at døren er åben. Jeg tror, folk holder sig til de steder, de er tilfredse med. Det er forståeligt, at folk ikke tør tage chancen, da det er mange penge, det drejer sig om. - Tidligere overlevede vi også meget på erhvervsfolk og repræsentanter. Men de har lagt deres vaner om og bruger slet ikke hoteller og restauranter, som de gjorde tidligere, tilføjer Gitte Frederiksen. Jeg tror, Øland-kroen i fremtiden skal regne med at være et sommersted, der måske kan holde åbent fra 1. april til september eller oktober. Hotel Øland Kroen er et af de syv hoteller i Danske Hoteller-kæden. De seks øvrige er Hotel Søparken, Aabybro, Hotel Dronninglund, Hotel Hjallerup Kro, Hotel Medi, Ikast, Hotel Vildbjerg og Østergaards Hotel i Herning. Det har ikke været muligt at få en kommentar til hotellukningen på Øland fra en repræsentant i Danske Hotellers øverste ledelse.