Øland-Kroen skal være åben hele året

Ny chef venter at kunne gøre kroen til en god og sund virksomhed igen

ØLAND:Hotel Øland Kroen skal være åben hele året. Det er det helt klare mål for kroens nye leder, Per Svensson, der genåbner kroen fredag 4. marts, efter at den har været vinterlukket siden 1. november. - Jeg tror, det vil være muligt at holde gang i kroen hele året, siger Per Svensson. Allerede nu har vi masser af bestillinger i ordrebogen, og min kone Marianne og jeg har den fordel, at vi bor i en nyindrettet lejlighed oven på kroen, så vi kan være fleksible. Per Svensson, 55 år, er opvokset dels i København, dels i St. Restrup, og han er uddannet kok på Hotel Marina i Vedbæk. Siden har han hentet masser af erfaring i restaurationsbranchen gennem job på bl.a. kongeskibet Dannebrog, på restaurant Østersøen og restaurant Søbadet på Møn, på Gatten Golf & Country Club og senest som køkkenchef på Hotel Hjallerup Kro, der ligesom Hotel Øland Kroen ejes af Danske Hoteller A/S. - Efter kun to en halv måned på Hjallerup Kro fik jeg tilbudt jobbet på Øland, og efter to dages betænkningstid sagde vi ja, siger Per Svensson. Vel vidende, at det ind imellem er arbejde i døgndrift, men også spændende, når de positive resultater viser sig. - Vi har lavet en handlingsplan, og den er baseret på, at kroen skal være en god og sund forretning igen i løbet af tre år, siger den nye hotelchef. For at gøre kroen til en god og sund forretning vil Per Svensson satse på god mad til fornuftige priser. Ål og fladfisk skal være nogle af kroens specialiteter. Krostuen vil blive åbnet igen efter at have været lukket i fem år, så folk kan købe dagens ret til en rimelig pris. I sommerhalvåret vil der blive indrettet en gårdhave, hvor gæsterne kan hygge sig med en øl. Og endelig vil der blive holdt krobal engang imellem. Selskaber, kursusvirksomhed og feriegæster har også høj prioritet hos den nye hotelchef. Og han venter et godt samarbejde med golfklubben, der gerne skal munde ud i skræddersyede tilbud til de forhåbentlig mange gæstespillere på Øland. - Vi vil i det hele taget gøre meget for at være udadvendte, siger Per Svensson. Ordrebogen er allerede godt fyldt op. Der er adskillige konfirmationer, to bryllupper, en række runde fødselsdage - samt svenske fodboldspillere, der skal i træningslejr på kroen, og masser af feriegæster gennem Dansk Totalferie. - Vandlandet vil blive åbnet, når de svenske fodboldspillere kommer 17. marts, siger Per Svensson. Svenskerne kommer i hold tre dage ad gangen og skal være her frem til begyndelsen af april. De træner på fodboldbanen ved skolen. Per Svensson har ansat en kok som afløser for sig selv og vil ellers ansætte personale, efterhånden som kunderne kommer. Han er overbevist om, at de nok skal komme. - Der er behov for at holde ferie og fester og for at tage ud og spise året rundt, så der skal nok komme til at ske noget på kroen hele året rundt, siger Marianne og Per Svensson, der kun venter at skulle holde lukket to uger i januar. De glæder sig til opgaven på Øland - og til at nyde egnens smukke natur. Han er ivrig jæger, og hun vil gerne fiske. Et nyt menukort er klar til åbningen fredag 4. marts. Et par fristende tilbud er ål (ikke opdrætsål, men friske havål) til 129 kr., og fladfisk med kartofler og persillesovs til 78 kr.