Øland skole skal have egen leder AFGØRELSE: Det er besluttet at slå skoleinspektørstilling op

Det besluttede et enigt økonomiudvalg i Brovst kommune på sit møde tirsdag. Det er skolens nuværende skoleleder, Hans Rask, beslutning om at gå på pension fra 1. februar 2004, som har udløst spørgsmålet om, hvorvidt skolen i fremtiden skal have sin egen leder eller om skolen i stedet skal have fælles skoleledelse med en anden skole. Al spekulation i det spørgsmål er nu slut. - Vi var enige om, at det er vigtigt for en skole at have en synlig daglig leder, hvis skolen skal have sin funktion i dagligdagen og sin placering i lokalsamfundet, forklarer borgmester Mogens Gade (V), som i øvrigt oplyser, at de mange gode argumenter fra skolebestyrelsen gjorde deres indtryk. Den afgørelse tager Bodil Jjensen godt imod. Hun er formand for skolebestyrelsen på Langeslund/Øland skole. - Jeg er rigtig glad. Det er helt sikkert bedst for skolen, at vi fortsat har en daglig leder, som kender alle, fortæller Bodil Jensen. At Brovsts borgmester fortæller, at argumenterne fra skolebestyrelsen har gjort indtryk på politikkerne, er glædeligt for skolebestyrelsesformanden at høre. - Hvis vores brev og arbejde har båret frugt, så er jeg kun glad, for man ved aldrig om det, man skriver, er godt nok og om der er vægt nok bag, siger hun. Ovenpå Økonomiudvalgets beslutning vil skolebestyrelsen ikke foretage sig mere i den sag. - I modsat tilfælde ville vi selvfølgelig have samles, men det behøver vi ikke nu, hvor det er blevet, som vi vil have det, siger Bodil Jensen.