Ølfest i Løgstør om eftermiddagen

Løgstør Byfest, der står bag en årlig ølfest i Løgstør, rykker arrangementet til lørdag eftermiddag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

LØGSTØR:Tidligt i seng og en god nattesøvn til at sove rusen ud.

Det bliver bare en af fordelene ved Løgstør Byfest nu rykker sin årlige bierfest til om eftermiddagen.

Hidtil har bierfesten var holdt om aftenen, men samtidig med at festen 23. januar 2016 for første gang afholdes i Lanternen i stedet for Løgstør Hallerne, forsøger arrangørerne sig med ændringen og slår festlighederne tidligt i gang.

- Den har vist sig at fungere rigtig godt andre steder i landet, så jeg tror også, det vil slå an i Løgstør, siger Morten F. Jørgensen, der er formand for byfestkomiteen i Løgstør.

Løgstør Byfest har gennem en del år også arrangeret den populære bierfest, som er med til at spæde godt i byfestkassen. Bierfesten er sammen med byfesten med til at skaffe penge til ungdomsarbejdet i en række foreninger i byen.

Morten Jørgensen lægger ikke skjul på, at netop salget af drikkevarer er af stor betydning for at der laves et pænt overskud. Derfor ser han det også som en fordel, at bierfesten går i gang allerede kl. 13.30.

- Vi vil naturligvis gerne have det ekstrasalg, det giver, når folk ikke sidder hjemme ”og varmer op” til bierfesten.

- Så er der også den fordel, at det er lettere at få hjælpere. Når alt kan tages ned om aftenen, betyder det, at vi ikke skal leje Lanternen i så mange timer som vi ellers skulle have gjort, siger han.

Og der er endnu en fordel i forbindelse med festen i januar - nemlig at der kan være flere mennesker i Lanternen i forhold til Løgstør Hallerne.

- Der var fyldt i hallerne med omkring 700 gæster - i Lanternen er der plads til 1500.

- Vi har et mål omkring 1000 gæster. Vi har haft ambassadører ude for at sælge billetter, og de har gjort det rigtig godt. På nuværende tidspunkt er der allerede solgt 700 billetter.

- Samtidig åbner vi som noget nyt for salg af billetter på nettet via billetten.dk fra mandag 30. november. Her kan man direkte se, hvilke pladser, der er tilbage, og booke sig ind - på fuldstændig samme måde, som hvis man bestiller biografbilletter over nettet. Her kan man vælge lige nøjagtig den plads, man vil have, siger Morten Jørgensen.

Ikke nok med det - så satser Bierfesten i Løgstør i år også på flere gæster, som ikke lige er fra lokalområdet. Derfor er der indsat bus fra Aars, Farsø, Hornum, Nibe og Aalborg.

- Der er allerede tilmeldte nok til at fylde en bus fra Heidis Bierbar i Aalborg til Løgstør, siger Morten Jørgensen.

Det er som sædvanligt bandet Top Seven, der står for den musikalske afdeling. Orkesteret spiller non stop fra kl. 13.30-20.30.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.