Bryggerier

Ølfestival på vej til Skagen

Øl fra Skagen er allerede populært, og nu får byen også en festival. Foto: Peter Broen

Øl fra Skagen er allerede populært, og nu får byen også en festival. Foto: Peter Broen

SKAGEN:Der bliver god lejlighed til at smage på påskebryg, når repræsentanter fra mellem 18 og 25 mikrobryggerier fra det meste af landet samt flere danske ølimportører Skærtorsdag 13. april er samlet til øl-festival i badmintonhallen i Skagen, og festivalen slutter med levende musik leveret af Østre Gasværk. - Festivalen skulle gerne blive en fast tilbagevendende begivenhed i Påsken, hvor der er et væld af turister i Skagen, men stort set ingen arrangementer, fortæller næstformanden i Foreningen Skagen Øl Festival, Anders Burmeister, Skagen. Adgangsbilletten til festivalen er køb af et ølglas, som man bagefter kan tage med hjem, og under festivalen kan man så gå rundt til de mange stande og smage på de forskellige øl. Publikum bliver taget med på råd, når den bedste påskebryg skal kåres i løbet af dagen, og der er også planer om, at et af de bryghuse, der er med på messen, vil demonstrere, hvordan man brygger øl. Foreningen Skagen Øl Festival, hvis hovedformål er afholdelse af en årlig øl-festival i Skagen i Påsken, tegnes foreløbig af formand Søren Borrisholt, Frederikshavn, næstformand Anders Burmeister, Skagen, og IT-ansvarlig René Vestenbæk, Frederikshavn. - Foreningen er endnu så ny, at der ikke har været tid til at holde en stiftende generalforsamling, men det venter vi at klare i løbet af april, fastslår Anders Burmeister.