Skolevæsen

Ølglade unge bag hærværk

Jetsmark Centralskole samlingssted for unge knallertkørere, der tænder bål og smadrer flasker

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der bliver drukket godt med dåseøl

Skoleinspektør Susanne Madsen, Jetsmark Centralskole, er rigtig godt træt af det. Når dagen går på hæld samles en gruppe tørstige unge, som tilsyneladende ikke er elever på skolen, og brænder bål. Resultatet er hærværk og i massevis af glasskår fra ølflaskerne. - Det sker om aftenen. Der bliver tændt bål og drukket mange øl. Vi fik ryddet op mandag, men tirsdag havde det taget ekstra overhånd, siger skoleinspektøren, der fortsætter: - Vi har en åben ottekantet bålhytte af lærketræ og da vi kom, var noget af taget brækket ned. Der er ikke mere træ på cykelskuret, så hærværksmændene er gået i gang med at brække selve hytten ned og brænde den. Der lå også mindst 30 tomme dåsebajere og de havde brugt tomme flasker til at kaste til måls efter skolens bygninger. Jeg har meldt det til politiet og opfordret uropatruljen til at komme på skolen her i juli. Vi har videoovervågning, men ud over en enkelt har vi ikke genkendt nogle af de unge. De kører hertil på knallerter. Skoleinspektør Susanne Madsen har ikke sat værdi på skaderne. Men hun opfordrer forældrene i området til at undersøge, hvor deres børn opholder sig om aftenen og om de lugter af alkohol, når de kommer hjem. - Som forældre til teenagere er det meget vigtigt at vide, hvad der foregår. De unge er forældrenes ansvar. Måske kunne forældre åbne egne haver til bål og øldrikning, siger hun. Problemerne med de unge øldrikkere omfatter også børnehave og SFO, der ligger i tilknytning til skolen.