Bryggerier

Øllet er klar, men etiketterne mangler

Jerry"s udskyder indvielse af hjemmebrygget øl til 25. juli , men øllet serveres på restauranten fra i morgen

Erik Hauch brygger øl, og humlen er klar til at blive serveret. Det er etiketterne til flaskerne derimod ikke.Foto: Carl Th. Poulsen

Erik Hauch brygger øl, og humlen er klar til at blive serveret. Det er etiketterne til flaskerne derimod ikke.Foto: Carl Th. Poulsen

Erik Hauch ejer den populære restaurant Jerry"s i Frederikshavn. Normalt er han en fornøjet mand, men i disse dage har en vis ærgrelse sneget sig ind. I en storstilet annoncekampagne har han meldt ud, at Jerry"s inviterer til indvielse af restaurantens hjemmebryggede øl i morgen, fredag. Men Erik Hauch har måttet udskyde indvielsen til 25. juli. – Det er surt. Ikke mindst på grund af annoncekampagnen. Men desværre kan det ikke være anderledes. Jeg har forsøgt at komme i mål på alle leder og kanter, men det lykkes ikke, siger Erik Hauch. Problemet er ikke øllet. Det er nemlig færdigbrygget og helt i orden. Men det har vist sig umuligt at få etiketterne klar til tiden, og dermed kan Jerry"s ikke levere flasker til byens supermarkeder før den 25. juli. – Supermarkederne har bakket flot op om vores mikrobryggeri. Derfor kan vi ikke tillade os at holde storstilet indvielse, før vi kan levere flaskerne, siger Erik Hauch. Interesserede kan dog på Jerry"s Bryghus Frederikshavn, som restaurant kommer til at hedde, købe det hjemmebryggede øl allerede i morgen. Spisestedets mikrobryggeri er det første bryggeri i Frederikshavn siden 1959. Erik Hauch fortæller, at det har været en spændende proces at lære at brygge øl. – Vi brygger to slags øl. En drikkevenlig pilsnerøl og en lidt mørkere classic-øl. Det tager 8-10 timer at brygge omkring 500 liter, og da man arbejder med levende materiale, bliver resultatet altid en smule forskelligt fra gang til gang, fortæller Erik Hauch, der ønsker, at bryggeriet i så stor udstrækning som muligt bliver lokalt forankret. Det kan betyde, at nogle af egnens amatør-brygmestre, og dem er der en del af, får lov at gæste Jerry"s som gæstebryggere.