Bryggerier

Ølrevolution i Danmark

Danske mikrobryggerier er blevet populære. Branchefolk spår, at hvis udviklingen fortsætter, kan de danske specialøl udkonkurrere de udenlandske øl på markedet

NYBORG:Danskerne har fået smag for specialøl. Over hele landet bobler mikrobryggerierne frem. I 2005 åbner ikke mindre end 15 nye bryggerier for hanerne og lader øllet flyde. Fortsætter successen, kan de danskproducerede specialøl gå hen at true udenlandske øl på det danske marked, vurderer branchefolk. Lars Visbech Sørensen fra de små bryggeriers brancheforening, Danske Bryghuse, peger på en ny ølkultur i Danmark. Danskerne har på ny har taget øllet til sig, og interessen hænger blandt andet sammen med, at vi besøger andre lande mere og mere. - Vi er begyndt at se, at hvor man før valgte en god flaske vin til maden i weekenden, så køber man en god øl i stedet. Og så tror jeg hellere, at danskerne vil drikke lokalt end udenlandsk, hvis de har valget, siger han. Ole Madsen fra foreningen Danske Ølentusiaster fremhæver, at Danmark i stigende grad er blevet et gourmetsamfund. - Efterhånden som folk er begyndt at interessere sig mere for specialiteter, så har øl fået en naturlig plads i danskernes bevidsthed, blandt andet fordi det var den naturlige drik for os i gamle dage, siger Ole Madsen. Foreningen, som blev stiftet i 1998, har inden for de sidste år kunnet mærke den stigende interesse for øl på deres medlemstal. Fra at have været en forening med 22 medlemmer tæller foreningen nu cirka 10.000 entusiaster. Der findes i dag godt 30 mikrobryggerier i Danmark - og dertil kommer altså de 15 nye, som er på tegnebordet rundt omkring i landet. Selv om mikrobryggerierne spirer frem over hele Danmark og markedsandelen, som i øjeblikket ligger på omkring en procent af markedet, er på vej op, så er der ingen fare for, at specialiteterne kommer til at true de lidt større og mere etablerede bryggerier, mener Lars Visbech Sørensen. - Mikrobryggerierne konkurrerer ikke med de større bryggerier, fordi det er to forskellige kundegrupper de går efter. For eksempel køber man ikke specialøl i de samme mængder, som man køber almindelige øl, fordi de er noget dyrere. Man kan ikke sammenligne specialøl med for eksempel en almindelig Tuborg eller Carlsberg. Man kan jo heller ikke sammenligne trøfler med trestjernet salami, siger Lars Visbech Sørensen. Han mener, at mikrobryggerierne hellere skal satse på at konkurrere med de udenlandske specialbryggerier og vinbranchen. Danskernes nyfundne smag for øllet bliver spået en stor fremtid af både Ole Madsen fra De Danske Ølentusiaster og af Lars Visbeck Sørensen fra brancheforeningen. - I løbet af de næste ti år vil vi se det blomstre i fuldt flor. Selvfølgelig kommer der et mætningspunkt på et tidspunkt, men vi har haft en vinudvikling i Danmark gennem de sidste 30-40, som først nu er ved at stagnere, så lang tid vil der i hvert fald også gå med øl. Det første mikrobryggeri lukker ikke foreløbigt, forudser Ole Madsen. /ritzau/