EMNER

Ølsalget fortsætter i Vodskov

Klokken er lidt over otte en tirsdag aften i Vodskov. Den lokale Hydro Texaco er den første tankstation, som NORDJYSKE besøger i sin jagt efter ulovligt salg af øl. Der er gevinst.

Den unge pige slår de to Carlsberg ind på kasseapparatet uden at virke tynget over, at hun lige har forbrudt sig mod lukkeloven. Det vil hun sikkert fortsætte med, hvis det står til ejeren, René Friis. - Jeg har ikke tænkt mig at håndhæve det for fremtiden. Vi har ingen problemer med det, og jeg kan se på kasseudskrifterne, at det ikke er der, vi sælger mest alkohol. Det er faktisk mest om morgenen, og det er jo ofte en sørgelig historie, siger René Friis. Ifølge ham er det blevet kotume i branchen, at man sælger alkohol efter klokken 20.00. Derfor har han heller ingen skrupler med at fortsætte. - Jeg kigger jo også på konkurrenterne, og de gør det samme. Kunderne forventer også, at de kan købe alkohol i butikken. De kommer bare og stiller det op på disken, siger René Friis. Han siger til sine medarbejdere, at de ikke må sælge alkohol til unge under 16 år, men de får ikke besked på at håndhæve forbuddet i forhold til voksne. - De unge, som vi nægter at sælge til siger også ofte, at de bare kan gå et andet sted hen, men vi sælger ikke til dem, siger René Friis. Netop forbuddet mod at sælge til unge ser René Friis som det vigtigste at håndhæve. - Nu er jeg selv far, og det er vigtigt for mig, at jeg ved, at mine børn ikke kan købe noget. Det er også vigtigt for mit omdømme, siger René Friis. Derfor håndhæver han også lukkeloven én gang hver femte uge. Her er der nemlig halbal i Vodskov, og der kommer mange unge inde fra Aalborg til byen. - Der lukker vi for alkohol, så vi ikke har fulde unge til at ligge i gaderne. Det vil vi ikke have skylden for, siger René Friis. Han er godt klar over, at hans holdning ikke vil vække begejstring på kædekontoret, som giver forhandlerne besked om, at loven skal holdes. - Men de har jo ingen mulighed for at holde os i ørerne, siger René Friis.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk