Ølsalget redder årets Open Air i Øster Hurup

Skybrud fredag eftermiddag koster arrangørerne 250.000 kroner, men man undgik røde tal på bundlinien

Et tørstigt publikum sikrer et lille overskud til arrangørerne af årets Open Air i Øster Hurup.foto: per kolind

Et tørstigt publikum sikrer et lille overskud til arrangørerne af årets Open Air i Øster Hurup.foto: per kolind

ØSTER HURUP: Aftenens salg i teltene endte med at få rettet op på det, der længe lignede en skuffelse for Klejtrup IFs bestræbelser på at tjene lidt penge til klubkassen på Open Air koncerten. Fredag eftermiddag så det ellers rigtig skidt ud. En mand gik med en kost og fejede vand af scenen, så det dyre lydudstyr ikke kom noget til, Danser Med Drenge blev forsinket, strømmen til den 40 kvadratmeter storskærm var kortsluttet, og det næstlaveste antal betalende gæster nogensinde stod i kø ved paraplysælgerne. ”Kun” 4900 indløste billet til koncerten. - Jeg vil anslå, at de 30 millimeter regn har kostet os en kvart million, siger koncertansvarlig Jon Pugholm, der alligevel ikke hænger helt så meget med mulen, som han gjorde fredag eftermiddag. Fra minus til plus - Salget i teltene gik rigtig godt fra klokken 20 til 23, og det redder os faktisk. I stedet for et underskud ligner det nu et lille overskud, siger en lettet Jon Pugholm. Efter 11 gode år, hvor vejrguderne har set nådigt på Open Air arrangementet, åbnede himlen sig over Fruerlundparken. Den store mængde vand sendte den lejede storskærm til tælling. - Strømmen kortsluttede, men det lykkedes hurtigt for teknikeren at sikre strømforsyningen. - Ellers var skærmen en succes, og jeg tror vi får noget lignende at se til næste år, hvor vejret forhåbentligt er bedre, siger Jon Pugholm.