Bryggerier

Ølsamlere er også entusiaster

Danske Ølsamlere har taget ved lære af Danske Ølentusiaster. I dag smager de på mange flere øl, end da foreningen blev dannet for tyve år siden

AALBORG:- Der er nogle øl, der simpelthen bare er for gode til at blive knappet op, siger Poul Erik Schouboe, der selv er ølsamler med stort Ø. - Ja, eller måske rettere for sjældne til at blive åbnet, supplerer Peder Olsen, der er formand for foreningen Danske Ølsamlere. Foreningen er samlet til byttemøde i Rebildparken i Aalborg og programmet står på ølsmagning, frokost og auktion over samlernes skatte. Igennem de senere år har foreningen Danske Ølentusiaster gået samlerne lidt i bedene. Men ifølge Poul Erik Schouboee, der er vært ved dagens byttemøde, er det sådan set kun en god ting. - For ti år siden var alle de mindre bryggerier så godt som lukkede. Den stigende interesse for øl får nu igen små bryggerier til at dukke op, så vi ikke er tvunget til kun at drikke Carlsberg og Tuberg, siger han. De to traditionelle danske øl bliver efter hans mening slået med rigtig mange længder ikke mindst af Thisted Bryghus og særligt bryggeriets økologiske hvedeøl, som Poul Erik Schouboe gerne drikker til maden. - Jeg er helt holdt op med at drikke rødvin til mad, for når der nu findes så mange fantastiske øl, så har jeg besluttet, at jeg vil nå og smage så mange som muligt, inden jeg stiller træskoene, siger han. Han vil hellere.... Danske Ølentusiasters indblanding i interessen har da også en anden, ikke uvæsentlig, fordel. - I starten følte vi os jo lidt trængt, for her kom de og ville lukke alle de øl, vi har gået og samlet, op og drikke dem. Fordelen er så, at i dag smager vi da også på mange flere øl, end vi gjorde førhen. Og vi må jo nok indrømme, at vi har været nødt til at melde os ind hos dem. Det kunne vi slet ikke lade være med, siger Poul Erik Schouboe. Byttemødet byder da også på en smagsoplevelse af de ikke helt dagligdags. Bryggeriet Fuglsang, der ligger i Haderslev, har nemlig bidraget med seks flasker af deres helt nye bryg, Føniks, der endnu ikke er i handlen. De har bedt om ølsamlernes uforbeholdne mening. Den giver samlerne gerne. - Det er en ganske fornuftig og god øl, lyder det. - Jeg synes, der er en lille smag af noget frugt. Måske banan, mener en anden. Poul Erik Schouboe, der har været medlem af Danske Ølsamlere igennem de seneste 15 år, er ikke det mindste i tvivl. Han vil hellere, ja, han vil hellere. Han vil meget meget hellere bede om en økologisk hvede fra Thy.