Jerslev

Ønske om en mere spændende skolegård

Der skal skaffes penge til legeplads og skolegård på Toftegårdsskolen

JERSLEV:En ny forening har set dagens lys i Jerslev. Den sidste dag i oktober blev der i forbindelse med Toftegårdsskolens repræsentantskabsmøde dannet foreningen ¿Skolegårdens Venner¿. Forinden havde skolegårdsudvalget, der består af en elev, to lærere og to skolebestyrelsesmedlemmer, udsendt en opfordring til forældrene om at være med til at danne en forening, hvis formål skal være at lave en bedre skolegård til gavn og glæde for eleverne. Rammerne omkring skolegården er der, men den trænger til fornyelse og i høj grad en kærlig hånd. Foreningen blev stiftet og en bestyrelse valgt. Bestyrelsens opgave er at skaffe midler til at skabe en skolegård med tilbud og udfordringer til eleverne, som igen vil betyde bedre trivsel for børnene. Udover medlemskontingentet vil bestyrelsen forsøge at skaffe midler via en sponsorkampagne. Da det er meget dyrt at renovere en skolegård/legeplads vil bestyrelsen prøve at skaffe så meget gratis arbejdskraft som muligt fra forældrene. Blandt medlemmerne af foreningen vil der ved forårets skolefest blive udtrukket en vinder af en tur til Fårup Sommerland for to børn og to voksne. ruk