Ønske om grønnere letbane

Indsigelser går på, at der findes smartere og mere moderne drivmidler

Lars Termansen
Illustration af letbanen på Kastetvej ved Haraldslund. Visualisering: Henning Larsen Architects
Aalborg 18. september 2015 20:00 - Opdateret 29. september 2015 13:11

AALBORG: Gør letbanen grønnere og mere moderne.

Sådan lyder et ønske fra flere, som har sendt indsigelser til letbanen-projektet i Aalborg. Vvm-redegørelsen - altså anlæggets indvirkning på miljøet - har netop været i offentlig høring. Forslagene går blandt andet på, at letbanen bør tænkes mere moderne. I stedet for strøm fra køreledninger, kan banen køre på batteri, brint eller trykluft, lyder det fra kritikerne.

Satser på det sikre

Men det vinder ikke gehør hos den politiker, som har ansvaret for letbane-projektet.

- Vi vil have en hyldevare på letbanen, så vi er sikre på, at systemet virker. Vi har set andre skrækeksempler på teknologier, som ikke virker efter hensigten, og vi skal løbe nogen risiko for skatteborgernes penge, siger by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) med henvisning til IC4-togene.

Vis hensyn til vestbyen

I alt er der indkommet 65 indsigelser til letbane-projektet. Bemærkninger, kommentarer og forslag udgør en bred vifte, men især fra borgere i vestbyen er der mange reaktioner, der går på, at letbaneprojektet bør tage større hensyn til bydelen. I den nuværende plan kommer letbanen til at dominere den vigtige færdselsåre på Kastetvej, og biltrafikken må finde andre veje igennem området.

Kører i 2021

Vvm-redegørelsen og indsigelserne skal nu til politisk behandling både politiske udvalg og i Aalborg Byråd. Planen ventes endeligt vedtaget i efteråret. Hvis projektet følger den oprindelige plan, skal letbanen køre i 2021 med endestationer ved det ny universitetshospital i Aalborg Øst og i Mølholm.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...