Hospitaler

Ønske: Sygehus i Aalborg Øst

Læserbrev

SYGEHUS:Kære byrådspolitikere og regionspolitikere Jeg kan forstå, at det efter den 26.01.09 er op til jer at bevise, at sygehuset i Aalborg Øst er den bedste løsning. Jeg forestiller mig, at I fra nu af samarbejder om sygehuset i Aalborg Øst, for I er jo alle sammen enige om, at det et det sygehus, som vi skal have. Jeg ønsker jer held og lykke. Jeg vil blot minde jer om de kolossale problemer en udvidelse af Sygehus Syd vil medføre i en 22 årig udbygningsperiode. Trafikale problemer i lokalmiljøet og i Aalborg midtby med ufattelige følger for almindelige mennesker i deres hverdag og for Aalborgs udvikling. Støv og støj i lokalmiljøet og på et sygehus, der skal fungere på trods af umulige forhold. Dårlige arbejdsforhold for de ansatte, formentlig med personaleflugt til følge. Og ikke mindst, dårlige forhold for patienterne. Uanset om det er unge fødende kvinder eller mennesker, der ligger for døden. En udvidelse af Sygehus Syd vil være en skandale, og nu ligger det i jeres hænder. Heldigvis kan jeg forstå, at også sundhedsministeren mener, at det er væsentligt, at man kan nå frem til sygehuset, når man har brug for akut hjælp. Det kan man, når de trafikale problemer under byggeperioden tages i betragtning, ikke blive ved med at regne med ved Sygehus Syd. Allerede nu er adgangsvejene som bekendt pressede. Heldigvis forstår jeg også på sundhedsministeren, at han og sundhedsudvalget ønsker store fremtidssikrede sygehuse, der giver optimal behandling og pleje til patienterne. Gamle og udtjente sygehuse bør lukke, siger de. Den gamle hovedbygning på Sygehus Syd vil være langt over hundrede år gammel, når udbygningen er fuldført. Psykiatrisk Sygehus vil være omtrent 80 år, og højhusbygningen vil være cirka 60 – 65 år. Lad os følge sundhedsministerens anbefalinger. Lad os skrotte et gammelt og udtjent Sygehus Syd, som kommer til at virke som en trafikal prop for hele Aalborgs udvikling - og for ambulancernes muligheder for at nå frem med akutpatienter. Lad os skrotte et udbygningsprojekt, der giver flere ofre end vindere. Lad os i stedet satse på vores nye sygehus i Aalborg Øst. Det er et flot og fremtidssikret projekt, præcis sådan et projekt der trækker penge til i andre landsdele. Lad os stå fast på, at vi ved, hvad vi vil. Lad os så få et sundt sygehus for sundere borgere og sundere by. Lad os så få det sygehus i Aalborg Øst. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor vi ikke skulle få det, for når det kommer til stykket, er vi jo alle sammen enige. 700 nordjyder har med deres underskrift sagt: Nej til et dødsdømt udbygningsprojekt på Sygehus Syd og ja til Sygehus i Aalborg Øst.