Børnepasning

Ønsker enighed om ny børnehave

Placeringen af den ny børnehave i Brønderslev drøftes - udvalgsformand ønsker enighed om det

Arbejdet med at finde placering og udformning af den nye 150-børns børnehave, der skal bygges i Brønderslev, fortsætter. På et møde i børne- og skoleudvalget 10. januar blev det besluttet, at det skulle drøftes i de politiske grupper, om man vil afvente en masterplan, der er på vej for hele børneområdet. Det er der ikke kommet tilbagemelding på endnu. Udvalgsformand Ole Jespersgaard (S) peger på, at det er vigtigt, at man når frem til noget, som hele byrådet kan være fælles om at bakke op om. - Det er vigtigt, at vi finder noget, der kan få byrådet til at hænge sammen. Vi skal ikke komme med forslag, der ingen gang på jorden har. Vi skal have et forslag, som vi ved, vi kan lave, siger han. Flere muligheder Ole Jespersgaard ser flere forskellige placeringer som muligheder. - Der er den i nordbyen, ved Hedegårdsskolen og Georginegården. BI har også budt ind med noget, det ligger fint. Vi er åbne overfor de muligheder, der er, siger han. Når det gælder stadiongrunden, som også er i spil som en mulig placering til børnehaven, er han mere forbeholden. - Jeg tror, vi vil få meget bøvl med det på grund af markedet. Jeg synes, det kunne være udmærket, hvis vi kunne flytte markedet ud, men vi har ikke pengene til det, og det er en stor beslutning, siger han. Politikerne i børne- og skoleudvalget har fået noget inspirationsmateriale til, hvordan man kan udforme en børnehave af den størrelsesorden. Det kommer fra en stor institution, der ligger i Fredericia. - Der var en udmærket artikel om, hvordan man kunne tænke sig det, fortæller Ole Jespersgaard (S). Bestyrelser samarbejder Den nye børnehaver afløser børnehaverne Hedelund, Jyllandsgade og Midgård. De tre børnehaver blev formelt sammenlagt til en institution fra 1. februar, men indtil videre fungerer de på tre fysiske adresser. De tre forældrebestyrelser fungerer fortsat, men der er planer om, at der skal vælges en ny fælles bestyrelsen for den ny børnehave senere på året. De tre bestyrelser mødes i næste uge for at lære hinanden at kende.