EMNER

Ønsker ny strækning

Nordjyske Jernbaner håber på to faste, daglige afgange.

For år tilbage var det utænkeligt, at Nordjyske Jernbaner skulle ud og køre på Banedanmarks skinnenet, men isen blev brudt i sommer med forsøgsruten mellem Hirtshals og Skagen. Og nu arbejdes der på to faste daglige afgange mellem Hjørring Og Frederikshavn. Nordjyske Jernbaner har nemlig i forvejen tomme tog kørende mellem de to byer. - Vi har samlet vores værksteder i Hjørring, så togene på Skagensbanen bliver nu serviceret dagligt i Hjørring. De kunne jo lige så godt medbringe passagerer, siger direktør Preben Vestergaard. Det ville i givet fald blive en afgang fra Frederikshavn kl. 10 om formiddagen og så fra Hjørring til Frederikshavn kl. 05.25 om morgenen. - Det kunne blive det første tog til Frederikshavn om morgenen, siger Preben Vestergaard. Der er dog stadig nogle tekniske forhindringer omkring DSB's klippekortautomater, der skal løses, før de ekstra afgange er en realitet. Men det ligger fast, at selskabet igen næste sommer vil køre på strækningen Hirtshals-Skagen. - Vi får ikke ekstra tilskud, når vi kører på Banedanmarks skinnenet. De ruter skal løbe rundt økonomisk, hvilket, jeg også tror, de kan, siger Preben Vestergaard.