Detailhandel

Ønsker tid til at være købmand

Jan Jæger vil koncentrere sig om butikken i Øster Brønderslev - butikken i Knudsgade afhændet til svoger

Jan Jæger håber, at han nu får mere tid til at være købmand i Øster Brønderslev - butikken i Knudsgade er afhændet til svoger. Arkivfoto

Jan Jæger håber, at han nu får mere tid til at være købmand i Øster Brønderslev - butikken i Knudsgade er afhændet til svoger. Arkivfoto

Købmand Jan Jæger afhænder Spar-butikken i Knudsgade til sin svoger Peter Jæger, Brønderslev. Jan Jæger ønsker fremover at bruge kræfterne på Spar i Øster Brønderslev - en butik han med succes har drevet siden februar 2004. Peter Jæger er i dag ansat hos Ivan Jæger i Q8 i Hjørring, men Ivan Jæger har valgt at afhænde tankstationen og stopper 3. januar. Og hermed har Peter Jæger valgt at blive SPAR-købmand i Knudsgade. Jan Jæger understreger, at beslutningen udelukkende handler om tid. Butikken i Knudsgade havde første år en vækst i omsætningen på hele otte procent, mens andet år viste vækst på seks procent. - Jeg synes ikke, 24 timer i døgnet rækker. Jeg vil hellere koncentrere mig om at drive en velfungerende butik i Øster Brønderslev. Med to butikker bruger jeg rigtig meget tid på at håndtere varer og kører en del mellem butikkerne og mellem forskellige virksomheder med øl, vand og frugt. Nu vil jeg godt prøve at være købmand igen, smiler han. Succes i Ø. B. Siden Jan Jæger blev SPAR-købmand i Øster Brønderslev har han formået at fordoble omsætningen i butikken. Opskriften på succes har været at satse på ferskvarer så som frugt, grønt, mælk og brød. - Og så er det vigtigt, at kunder ikke går forgæves efter tilbud. Jeg ved selv, hvor træls det er, når varerne er væk få timer efter åbningstid. Jeg mener, at der skal være til alle. Også selvom de først kommer lørdag og handler, siger Jan Jæger og erkender, at den politik kræver et stort lager. Samtidig ønsker han at kunne matche priserne i de store supermarkeder. - Dem der bor og handler i Øster Brønderslev skal ikke føle sig snydt, når de handler hos mig frem for andre supermarkeder. Nogle varer er de billigere med og andet er jeg billigere med. Jeg mener godt, jeg kan matche de store supermarkeders priser. Lige siden jeg begyndte, har jeg for eksempel haft ti stykker frugt for 20 kroner. Indkøbsprisen på frugt er steget, men jeg holder fast indtil videre. - Så rygte om, at de små købmænd er dyrere er ikke rigtigt. Fra to til en Åbningstiderne er formentlig en anden vigtig faktor for Spar-købmandens succes. Butikkerne har åbent 365 dage om året fra morgen til aften - nærmere bestemt fra 8 til 19. Spar-butikken i Knudsgade overtog Jan Jæger i november 2004. - Jeg havde jo forinden drevet tre servicestationer - to i Hjørring og en i Brønderslev - og tænkte at jeg sagtens kunne klare to købmandsbutikker. Men der er altså lidt mere at lave i en købmandsforretning end på en servicestation. Der er mange flere varer at håndtere. Så jeg har valgt at koncentrere mig om én butik. Hermed ikke sagt, at jeg ikke springer til, hvis der kommer et godt tilbud senere, siger han. Jan Jæger lægger ikke skjul på, at tanken om en stor butik tiltaler ham. Men købmandsbutikken i Øster Brønderslev vil han holde fast ved. Flaskedrengen - Det kunne være sjovt at få en stor butik, men butikken i Øster Brønderslev er mit lille barn. Der begyndte jeg som tiårig som flaskedreng ved Brugs-Jørgen. Jan Jægers arbejdsuger holder sig langt fra på 37 timer. For han brænder for projektet - og bruger gerne meget tid på at få det til at lykkes. De to butikker har 28 medarbejdere, og i Øster Brønderslev har Anette Kristensen og Anne Marie Rasmussen udgjort den faste stab siden Jan Jæger overtog tilbage i 2004. Han understreger, at tilliden til de ansatte er stor. Således rykker han uden bekymring stikket ud et par uger om året og drager ud af landet med familien for at holde ferie. - Og jeg har heldigvis så gode folk, at jeg bare kan tage af sted Hans hustru Anita ordner regnskabet, en ordning der passer Jan Jæger fint, idet han allerhelst vil være i butikken sammen med personale og kunder. - Og nu skal jeg til at være mere købmand igen, smiler han.