Ønskes: Politisk mod

De fleste danskere vil gerne fremhæve, at vi lever i et land med få tabuer. Her i dronningedømmet kan vi ganske frit tale om sex og religion, for med årene har vi gjort den erfaring, at med åben debat når vi længst. Til gengæld trives politiske tabuer aldeles glimrende. Efterlønnen står højt på listen - ordningen blev opfundet under 70'ernes krise for at hjælpe nedslidte mennesker til en værdig sortie fra arbejdsmarkedet og samtidig give plads til de unge, der i alt for stor udstrækning gik ledige. I dag er det blevet et sådan tabu, at de fleste politikere slår korsets tegn for sig, hvis nogle formaster sig til blot at foreslå ændringer. Nu har Jan Trøjborg (S), borgmester i Horsens og kommende formand for Kommunernes Landsforening, vovet sig frem for at pirke til et andet tabubelagt emne: Brugerbetaling for hjemmehjælp til velbjærgede ældre. Ikke betaling for personlig pleje, men betaling for rengøring. Helt forventeligt og automatisk har stribevis af politikere straks kastet sig over ham, både fra regeringen og fra oppositionen. Skatteminister Kristian Jensen (V) taler om en mental Berlinmur - en ganske præcis beskrivelse af hans egen reaktion, selvom den er møntet på Trøjborgs forslag. Ofte bliver pensionister fremstillet som svage og fattige. Men ingen anden gruppe i samfundet rummer så store forskelle: Hver eneste år går titusindvis af velstillede borgere på pension. Nogle sælger måske huset eller en virksomhed, mens andre tager hul på bugnende pensionsopsparinger. De er bedre stillede end hovedparten af børnefamilier, for slet ikke at tale om familier med kun én forsøger. I den anden ende lever en stor gruppe ældre spartansk, fordi de skal klare sig for folkepensionen og ikke ret meget mere. Derfor er det naturligvis ikke alle, der skal betale for rengøring. Men det vil klæde politikerne at have mod til en åben debat, for med udsigt til offentlig nulvækst bliver prioritering stadig mere nødvendig.