Øresundsbroen er igen åben efter ulykke

To køretøjer tørnede natten til fredag sammen på Øresundsbroen, som måtte lukke i knap to timer.

Øresundsbroen er igen åben efter ulykke

Bilister kan igen komme frem og tilbage mellem Danmark og Sverige, efter Øresundsbroen natten til fredag lukkede i knap to timer på grund af et færdselsuheld.

- Vi har fået ryddet op, og nu kan der igen køre biler over broen i begge retninger, siger vagtchef Jens Kristiansen fra Københavns Politi.

Al motorvejstrafik blev omkring klokken 03.30 indstillet, da to køretøjer var stødt sammen, mens de var på vej mod Danmark.

- En sort BMW har holdt stille i nødsporet, hvorefter den er trukket ud og har kørt meget langsomt. Så er der kommet en hvid varevogn og kørt direkte op bag i personbilen, forklarer Jens Kristiansen.

De to køretøjer spærrede for al trafik i den ene retning, og politiet lukkede også den anden kørebane, så ambulancer og redningsmandskab kunne komme frem til stedet.

Tre personer, som alle er serbere, blev kørt på Rigshospitalets Traumecenter, fordi de havde nakkesmerter.

- Brandvæsnet måtte klippet taget af den sorte BMW, da de var fastklemte, siger vagtchefen.

Trafikulykken havde ingen indflydelse på togdriften over Øresund.

/ritzau/