Øret i den anden ende

Nan Grau har i sit arbejde som telefonist på Nummeroplysningen talt med både ensomme, alkoholikere og selvmordskandidater

KØBENHAVN:Hendes officielle titel er kundeservicemedarbejder, men den kunne af og til lige så godt være social arbejder. For når 45-årige Nan Grau klokken 23 om aftenen sætter sig ved skrivebordet med skærmen foran sig i TDC-bygningen i København, så er det ikke kun numre, hun hjælper folk med, men også trøstende ord, gode råd eller bare det at lægge øre til. - Det er alle mulige slags mennesker fra alle sociale lag. Jeg har både haft den højtuddannede, der lige havde fået et par whiskysjusser for meget til ensomme ældre i røret. Der er både ældre, midaldrende og helt unge i blandt dem, fortæller Nan Grau. Sammen med typisk fem-seks andre telefonister passer hun Nummeroplysningstjenesten 118, som er åbent døgnet rundt. Nogle ringer for at læsse af, andre vil bare gerne tale lidt og nogle vil have gode råd. Og de har tilsyneladende ikke noget mod at betale aftentaksten på 13 kroner i minuttet, hvilket overstiger prisen for en psykologtime. - Vi gør dem altid opmærksom på, at det her altså koster mange penge, men det er de fleste ligeglade med. De vil hellere tale med os, hvor de kan være helt anonyme. Mange af dem vil heller ikke have en professionel, men et helt almindeligt menneske at tale med, siger Nan Grau, der har været nat-telefonist siden 1987. Hun får opkald fra socialt udsatte hele året, men mest omkring helligdage og højtider, hvor folk er samlet og de efterladte, der ikke har nogle at være sammen med føler sig ekstra ensomme. Savn og ensomhed Nan Grau har hørt både rørende og forfærdende historier. - Jeg har haft en veluddannet mand, der fortalte, at han ikke havde set sin datter i flere år, og "hvad skal jeg gøre for at komme til at se hende igen?". Jeg har også haft folk, der startede med at sige "Nu er det nok, jeg kan ikke klare det mere" og ville gøre en ende på sig selv, siger Nan Grau. Hun begynder gerne med et "hvorfor?", når folk ringer. Og det hjælper at få talt ud, mange siger, at de får det bedre, når de har fået snakket lidt om problemerne. Nan Grau kan stadig huske sin værste oplevelse tydeligt, selv om episoden ligger mange år tilbage – på en 2. juledag. - Det var en ældre dame, der foregav at bede om et nummer, men pludselig begyndte hun at græde, og jeg spurgte så hvorfor. Hun skulle have været til juleaften hos sin søn og havde afbestilt hjemmehjælper og julemad, men han havde så ikke hentet hende alligevel. Og hun havde glad fortalt til alle, at nu skulle hun altså på juleferie, og nu sad hun så der alene. 1. juledag var hun så gået ned til en kiosk for at få noget mad, men hun var så faldet og sad nu helt ensom med smertende knæ, og hun græd og græd og græd. Og det må jeg indrømme: Det gjorde jeg altså også, siger Nan Grau. Nat-telefonisterne passer godt på hinanden. Når én af dem har haft en samtale, der måske har taget lidt på dem, er der stor forståelse for, at man lige kan få brug for en smøg eller lidt frisk luft. Også telefonisterne kan få behov for at tale ud. - Vi taler meget sammen derinde og bruger hinanden SÅ meget. Vi holder lige øje med, om der er én, der lige skal snakkes lidt med efter sådan en samtale, siger Nan Grau. Stamkunder Blandt de, der ringer, er der stamkunder. - Der er nærmest nogen, vi er på fornavn med. Vi havde en ældre, ensom dame, som tit ringede for at sludre. Og hun ringede så for et års tid siden og sagde, at nu var det altså sidste gang, hun ringede, for hun skulle på plejehjem og havde besluttet sig for ikke at tage telefonen med. Hun ville bare sige farvel og "hav det nu godt". Så er det lige før, at man finder kleenex'en frem, siger Nan Grau. Selv om det kan være hårdt, er der ind i mellem også livsbekræftende historier. - Jeg havde en, der ville begå selvmord, men jeg fik talt med ham meget længe; snakkede lidt om hvorfor. Og jeg havde på fornemmelsen, at han fik det lidt bedre. En time efter ringede han så igen, og sagde nu gik det bedre, og at han havde taget sig en øl, som jeg sagde, at han skulle. Nu ville han lægge sig til at sove, og så bliver man altså glad. Men de fleste hører man ikke til igen.