Øretæve i USA har skabt ny sult hos dansk triatlet

Michelle Vesterby har VM-podiet som det helt store mål i 2021, efter et år der blev spoleret af coronavirus.

Triatleten Michelle Vesterby (til venstre), der her ses med veninden og konkurrenten Camilla Pedersen (til højre), deltog for nylig i Challenge Daytona, hvor hun blev nummer 37. (Arkivfoto)

Triatleten Michelle Vesterby (til venstre), der her ses med veninden og konkurrenten Camilla Pedersen (til højre), deltog for nylig i Challenge Daytona, hvor hun blev nummer 37. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Mens det meste af Danmark er lukket ned, gør Michelle Vesterby klar til at hoppe i bassinet i Holstebro.

Her har de professionelle udøvere stadig lov til at besøge svømmehallen, som ellers er lukket land under de skærpede coronarestriktioner.

Indimellem er det da meget rart at have hallen stort set for sig selv, erkender hun med et grin. Men så stopper fordelene ved coronapandemien også der.

For mens mange sportsgrene er kommet op i omdrejninger, har året været blottet for de største konkurrencer for langdistancetriatleterne.

- Det har været sindssygt turbulent, siger hun.

- Jeg fik løbet et maraton i sommer, fordi alle stævner begyndte at blive aflyst. Så kunne jeg godt mærke, at det var svært at blive ved med at hive sig selv op og være til stede i processen. Det er svært, når der ikke er noget mål.

Et enkelt stort triatlonstævne blev det til for Michelle Vesterby efter coronavirussets indtog. Tidligere i december deltog hun i Challenge Daytona i USA.

Der var imidlertid tale om en distance, der var væsentligt kortere end den fulde ironman-distance, som Vesterby foretrækker, og hun blev blot nummer 37.

- Jeg fik mega røvfuld derovre, men det at få startnummer på har gjort, at man er sulten. Det er en øjenåbner for, at man skal træne, være fokuseret og gøre de rigtige ting.

- Det har været nemt i coronatiden at falde lidt af på den, fordi der ikke er det der mål. Det er lidt nemmere at tage en lidt kortere tur eller smutte forbi bageren, siger hun.

2019 var et hektisk år for Vesterby, der fik en søn og deltog i tre ironman-stævner i løbet af seks måneder. I 2020 skulle drømmen om en plads på VM-podiet på Hawaii indfris, men verdensmesterskabet blev ligesom flere andre stævner aflyst.

I den nye virkelighed begyndte tankerne om tilværelsen at melde sig.

- Der har virkelig været perioder, hvor man har revurderet. Skal jeg blive gravid med barn nummer to og skynde mig at få fyret den af? Man havde det der coronakuller og var forvirret om, hvorvidt man skulle gå den ene eller anden vej.

- Nu er vi igen i en lockdown, men den er lidt nemmere at håndtere end den første. Nu er det juletid, og man kan fokusere lidt mere på familietiden. Det virker til at lysne lidt, og jeg er optimistisk, i forhold til at der nok skal komme stævner på programmet i 2021, siger hun.

Målet er stadig det samme for 37-årige Michelle Vesterby. Hun vil på podiet ved VM i oktober.

- Det er der ingen tvivl om. Jeg er blevet endnu mere sulten nu, for at det skal lykkes, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.