Ørnen på reden

TV-DRAMA "Ørnen - afsnit 9" Det var en noget vingeskudt Ørn, der blev sluppet ud af buret i aftes efter 10 måneders sommerferie. Det mest naturlige er jo, når man vender tilbage efter en lang pause, at der skal være godt tryk på i det første nye afsnit. Seerne skal tilbage i folden. I starten af dette afsnit møder vi en utrolig veltilpas Ørn. Hallgrim sidder i en bil og kører gennem et København i sjaskende regnvejr, der på skift afløses af sol fra en skyfri himmel!?! Han griner over hele femøren og glor tilfreds på byens smukke piger, som passerer forbi uden for bilens vinduer. I en meget laaaang scene ser vi ham blive kørt hjem. Hjem på Hotel Opera. (Hvorfor bor han i det hele taget på et hotel?). Scenen iblandes flere drømmesyn (dem er vi også så småt ved at være lidt trætte af). Vel hjemme på hotellet belurer han kvinden i lejligheden på den anden side af gaden, og da hendes mand kommer hjem, og der opstår slagsmål i lejligheden, fotograferer han optrinet med sit digitalkamera. Fabelagtige billeder. Hvor har han dog købt det kamera? Fotografere tværs over gaden om aftenen og få superklare, superskarpe billeder. Det kalder jeg grej. Eller hvis vi skal stave det for jeg: Der er for mange gadgets i Ørnen. Der er for mange dingenoter, duppeditter og himstregimser, som kan klare alt muligt. Prøv at dæmpe fantasien en smule. Vær realistiske. Ellers ender det jo med, at vi snart skal se solskin på spraydåse (nåh, den brugte de jo i dette afsnit), godt humør i pilleform og tidsmaskiner. Det er i orden, at man er på forkant med teknikken. Det skal politiet helst være. Men her bliver det altså for meget. Ørnen var lang tid om at komme til sagen. Der gik næsten 10 minutter, inden vi overhovedet fik titlen på aftenens afsnit på skærmen: "Kodenavn: Kronos". Kronos var Zeus' far, som spiste alle sine børn, som han i øvrigt fik med sin søster, Reia. Men da Zeus blev født, rakte Reia ham i stedet en sten indsvøbt i et klæde, og derfor slugte Kronos en sten og blev siden væltet af sin søn. Resten er historie. Hvad Kronos så har med børneporno at gøre, står hen i det uvisse. For efter en del slingren finder vi efterhånden ud af, at afsnittets tema er børneporno. Så er vi med, for den slags er en vederstyggelighed. Et stakkels barn sidder i en tom fabriksbygning i Skt. Petersborg og bliver misbrugt via internettet. Det barn skal naturligvis befries, og heldigvis kan vi følge med i det hele, fordi vores dygtige polititeknikere kan se alt på 42 tommers fladskærm i hovedkvarteret. Denne gang er det dog ikke Ørnen selv, Hallgrim Hallgrimsson, er styrer slaget, for Ørnen ligger på rede. Han er stadig syg efter sidste efterårs anstrengelser. Det er resten af Ørneholdet, der må i kamp. Og jo: Det bliver faktisk spændende til sidst. Og jo: Der er en god cliffhanger. Det er en god afsluttende luns ørnemad, som gør, at vi ser med igen på næste søndag, for den fortælling, der nu er kridtet op til, går ud på, at vores skurk i virkeligheden udsætter selveste bankchefen for EU's centralbank for afpresning. - Benjamin Stern har fået fingrene i en rigtig pengemaskine, lyder de sidste ord i gårsdagens afsnit. Det skal nok blive interessant at følge. Men det havde altså været bedre, hvis Ørnen var gået på vingerne straks fra starten af dette afsnit i stedet for at flagre vingeskudt afsted. Til gengæld er serien stadig præget af flot skuespil. Jens Albinus, Sten Stig Lommer, Maria Buras og især Ghita Nørby er en fornøjelse at følge. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "ørnen - afsnit 9". Manus: mai brostrøm og Peter Throsboe. Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen. DR-tv søndag aften med genudsendelse i aften kl. 23:45.