Ørskov-trawlere solgt til Canada

Ørskov Christensens Stålskibsværft har nu fået solgt de sidste to nybygninger - to fisketrawlere, som efter planen skulle have gået efter russsiske fiskekvoter.

Frederikshavn 1. juli 2003 09:08

Men garantierne fra russerne holdt ad Vandsbeck til - og knækkede stålskibsværftet i Frederikshavn. Siden Ørskov Christensen kastede håndklædet i ringen efter at have udtømt alle muligheder, er arbejdet på at sælge de sidste to nybygninger fortsat - og nu realiseret. Prisen er ikke noget, man snakker om, men den er betragteligt lavere end den værdiansættelse begge skibe havde i Ørskovs egne regnskaber. Nybygning 197, som er klar, var værdisat til 111 millioner kroner, mens nybygning 198 var værdisat til 69 millioner kroner. I havnekredse tales der om en samlet salgspris på 80 millioner kroner, men Niels Ørskov ønsker hverken at be- eller afkræfte beløbets størrelse. - Vi og de nye ejere er enige om, at købsprisen er en hemmelighed, lyder meldingen. Trods salget er værftets egenkapital negativ, men de samlede omkostninger har været endnu højere. På tabskontoen indgår således 700 værftsarbejdere og vel det dobbelte antal arbejdspladser hos underleverandører, som blev ramt af det manglede salg af nybygningerne i sin tid.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...