Lokalpolitik

Ørum har fået herligt fristed

Byens nye fristed blev indviet i går

Mikael Klitgaard - glæder sig over, at de mindre byer viser initiativ. Arkivfoto

Mikael Klitgaard - glæder sig over, at de mindre byer viser initiativ. Arkivfoto

ØRUM:Det var en festdag af format. Flagene var oppe i hele byen. I går blev Oasen - byens fristed - indviet. I tre år er der arbejdet på at realisere Oasen, og nu står fristedet klar. Det var borgmester Mikael Klitgaard, der foretog den officielle åbning af fristedet. Han glædede sig over, at der i de mindre byer er borgere, der kan tage initiativer. - Det er glædeligt, når borgerne i de mindre bysamfund engagerer sig. Det kan vi se er tilfældet i Ørum. - Det er vigtigt, at vi finder de gode sider, og det må man sige er sket i Ørum, sagde Mikael Klitgaard, der klippede den røde snor over. - Vi må nok erkende, at der sker en centralisering i vort samfund, men heldigvis er der i Ørum borgere, der tør tage initiativer, sagde Mikael Klitgaard. - Klokkerholm Skole har netop fejret 50-års jubilæum. Her fik vi beretningerne om, at der for 50 år siden var ønske om at udbygge Ørum Skole og Ravnstrup Skole. Jeg tror ikke nogen i dag er i tvivl om, at det var nødvendigt med en centralskole - Hellevad-Ørum Centralskole, nu Klokkerholm Skole. Mikael Klitgaard sagde, at det kedelige er, at stedet er anlagt på byggegrunde. - Men hvis der bliver større efterspørgsel efter byggegrunde, må vi finde et andet sted at udstykke grunde, sagde han. Ideen med Oasen opstod for tre år siden, da byggegrunde ikke var blevet bebygget. Der er bygget en bålhytte og en kontorpavillon fra Ørum Mejeri er skænket til stedet. Desuden er der anlagt to petanquebaner, en beachvolleybane og en natursti. Brødrene Svend og Henry Christensen spillede på harmonika i grillhytten. - Vi har fået tilskud fra blandt andet Friluftsrådet og Lokale- og Anlægsfonden. Der er shelters på stedet, som kan benyttes af folk, der kommer på cykel. Ørum er med i en cykelguide, ligesom turistforeningen i Dronninglund henviser til stedet. - Det er gratis at tage brænde til bål. Derimod koster det et mindre beløb af leje huset. Det kan benyttes hele året rundt, og om vinteren benyttes det til blandt andet børnefødselsdage. Ved indvielsen i går kom bankoklubben med 500 kr. og fællesspisningsgruppen med 300 kr. Byens flagforening, der står for flagallen, kom med et dannebrogsflag. Ole Nielsen fortæller, at det oprindeligt var byens forsamlingshus, der begyndte at rumle med planerne om et fristed. Senere blev der dannet en forening. Bestyrelsen for oasen er foruden formand Ole Nielsen, kasserer Eva Holberg, sekretær Tina Laursen, Sonja Madsen og Erik Jørgensen. Aftalen omkring arealet går på 10 år. Heraf er de tre år gået. Men Ole Nielsen er ret optimistisk med hensyn til, at stedet kan bevares også efter de syv år. Omkring 80 borgere var mødt op til indvielsen af Oasen.