Øsløs må selv sørge for udvikling

Vejlernes Naturfriskole får en leder med godt kendskab med både Øsløs og mange af eleverne på den nye friskole. Niels Jørgen Andersen kommer fra et job som er viceskoleleder på Vesløs-Øsløs Skole.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Niels Jørgen Andersen foran hans og familiens hjem på Sdr. Øsløsvej - engang den ene af to folkeskoler i Øsløs. Foto: Diana Holm

Da planerne om en friskole i Øsløs tog form i kølvandet på Thisted Byråds beslutning om en ny skolestruktur, havde Niels Jørgen Andersen, viceskoleleder på Vesløs-Øsløs Skole, i første omgang ikke tænkt på at søge nyt job. - Jeg er rigtig, rigtig glad for mit nuværende job. På den anden side ville jeg nok aldrig få muligheden for at gå dybt ned i det at være med til at starte en ny skole. Det var for spændende til, at jeg kunne sige nej til den udfordring, siger Niels Jørgen Andersen. Blandt seks ansøgere til lederstillingen har bestyrelsen for Vejlernes Naturfriskole nu peget på Niels Jørgen Andersen. Friskolen får dermed en leder, der er mere end almindeligt godt kendt med både egnen og med mange af de børn, som til august skal gå i friskole i den nuværende Øsløs Skole. Bor i en gammel skole I 17 år har han været ansat på Vesløs-Øsløs Skole - de seneste fem år som viceskoleleder. Modsat mange andre lærere har han altid lagt vægt på at bo midt iblandt skolebørnene og deres forældre. Siden 1995 har han sammen med hustruen Kaja, der er lærer på Vesløs Skole, og deres nu fire børn boet i Øsløs. Familien bor i den gammel skole på Sdr. Øsløsvej - en af to folkeskoler i Øsløs, indtil den nuværende Øsløs Skole blev bygget i begyndelsen af 1960'erne. Siden blev Øsløs Skole slået sammen med Vesløs Skole, og med den nye skolestruktur skal alle børnene på Sydhannæs til og med 6. klasse til Frøstrup, mens Vesløs bliver en ren overbygningsskole. Den beslutning var ikke populær på Sydhannæs. Knap 60 børn er nu indskrevet i den nye friskole, der får til huse i Øsløs Skoles bygninger. Fokus på natur og friluftsliv Men forældrene lagde vægt på, at det ikke bare skulle være en "protestfriskole" og valgte at lave en friskole med fokus på natur og friluftsliv. Og det er en helt rigtig profil for en skole i et område med både landsbyer og dyrkede marker, et fuglereservat samt fjord, hav og klithede, mener Niels Jørgen Andersen, der selv sammen med sin familie er aktiv bruger af naturen omkring Øsløs. - Både strand, fjord, skov og eng kan være med til at udvikle skolebørnenes sundhed, motorik og intellekt på en anden måde end et traditionelt klasseværelse. Børnene skal sanse konkret for at forstå tingene, siger han. Den nye skoleleder håber blandt andet at kunne få en samarbejdsaftale med Vejlerne om, at en del af undervisningen kan foregå i fuglereservatet, der ligger få kilometer fra skolen. Positive kræfter Niels Jørgen Andersen havde helst set, at det var lykkedes at bevare en folkeskole på Hannæs, som også kunne tilgodese den sydlige del af halvøen. Men når det ikke blev tilfældet, så har arbejdet med at skabe friskolen omvendt frigivet en masse positive kræfter i lokalsamfundet: - Mange troede ikke på det, men det har vist sig, at der er mennesker på Sydhannæs, der har evnen og viljen til deres egn. Mange har set det som en unik mulighed for medindflydelse og for at sikre fortsat udvikling i et område, som kommunen har valgt at afvikle. - Holdningen her på egnen er, at hvis der skal være liv - så skal vi selv skabe det, siger Niels Jørgen Andersen.