Aalborg

Øst-lyskæde skaber panik

Et ældre ægtepar fra Vejgaard følte sig i søndags godt snydt. De havde været med på NORDJYSKE"s juletur til Prag, og på et stort marked faldt de for nogle elektriske lysguirlander og købte tre stk. Lykkelig hjemkomne ville de i søndags, første søndag i advent, dekorere deres trappegelænder med en af lyskæderne, da de til deres skræk opdagede, at en af de 160 små pærer ikke virkede. Vrede og skuffede overvejede de at gøre NORDJYSKE ansvarlig og forlange en ny tur til Prag. Men inden det kom så vidt fik fruen den ide at kigge i emballagen, om der skulle være reservepærer med. Det var der, så nu lyser gelænderet glad og sjælen har ro.