Energipolitik

Østdanmark forgyldes

KØBENHAVN:Et nyt elektrisk kabel under Storebælt vil betyde en lettelse i regningen for elforbrugere i Østdanmark på i alt 224 millioner kroner om året. Til gengæld risikerer det sjællandske kraftværksselskab Energi E2 at få fortjenesten skåret ned med 260 millioner kroner om året. For de jysk-fynske elforbrugere vil regningen samlet stige med 55 millioner kroner, mens det jysk-fynske Elsam kan hente en ekstragevinst på 71 millioner kroner om året. Det fremgår af en ny redegørelse fra Energistyrelsen, som energiminister Bendt Bendtsen (K) mandag afleverede til Folketinget, skriver dagbladet Børsen. Erhvervslivet opfatter ifølge avisen rapporten som en strømpil på energiministerens holdning, selvom der formelt endnu ikke er truffet en beslutning for kablet. Men en elektrisk forbindelse under Storebælt indgår allerede som et faktum i fusionsforhandlingerne mellem Elsam og Nesa, oplyser Elsamns direktør Peter Høstgaard-Jensen. Elkablet vil samlet set være en klar fordel for elforbrugerne, fordi en sjællandsk forbruger i princippet kan købe sin el hos Elsam i Jylland i stedet for hos Energi E2. Konkurrencen vil ifølge Energistyrelsen lette regningen for forbrugerne på landsplan med 170 millioner kroner. /ritzau/