Frankrig

Østen for solen og vesten for månen i Gl. Skagen

SKAGEN:Smykkekunstnerne Susanne Lanng og Lise Gammeltoft står bag en happening på Ruths Hotel torsdag 26. august klokken 20. De kalder aftenen Østen for solen og vesten for månen. Lise Gammeltoft er fra Charlottenlund, men Susanne Lanng har værksted og udstilling på Niels Ottesensvej 5 i Gl. Skagen. Hun er uddannet bygningsarkitekt fra Århus i 1982 og har været selvstændig designer og smykkekunstner siden 1995 med værksted og udstilling i Gl. Skagen. Særlig betydning for hendes arbejder har det haft, at hun i 1993 blev elev hos den velanskrevne guldsmed og designer Heyoka Merrifield i USA. I 1996 fik hun sin debut med en udstilling på Havarthigaarden i Holte.Hun er især kendt for "de personlige smykker", som kunderne kommer langvejs fra for at bestille. Ingen af disse smykker er støbte, men opbygget i hånden – en tidskrævende lag - på lag teknik, der gør hver enkelt smykke unikt. - Jeg arbejder fortrinsvis i 18-22 karat guld, sølv, ædel - og halvædelstene og benytter blandt andet naturmaterialer, som for eksempel hestehår gerne sammen med perler eller ædelstene. Mange af smykkerne er både formgivet på for - og bagsiden, fortæller Susanne Lanng. Naturen og den mytologiske verden er inspirationskilde til mange af smykkerne. - Det var egentlig Lise, der kom med ideen til en fælles udstilling på Ruths Hotel i Gl. Skagen. - At det så bliver i helt nye spændende omgivelser og med en let anretning tilberedt af den franske kok Michel Michaud synes vi kun kunne være med til at gøre aftenen endnu mere inspirerende, fortæller Susanne Lanng. Hun vil torsdag aften fremvise perler og fortælle lidt om deres baggrund og om de nye trends. - Vores nye kronprinsesse Mary er blandt andet med til at danne ny mode. Kikker man godt på hendes smykker er det især Tahiti og South Sea perlerne, der nu er blevet in, siger skagboen. Lise Gammeltoft vil på Ruths Hotel tale om sine smykker. Hun har eksempler med af alle varianter, heriblandt antikke og historiske komponenter, der i smykket danner en spændende helhed. Samtidig har hun en del materiale med i bogform, der anskueliggør hendes inspirationskilder og viser spændende arbejder fra mange etniske folkeslag. Lise Gammeltoft arbejder også med almindelige perler for eksempel ferskvandsperler og kulturperler, der bliver sammenføjet med ædelmetaller eller andre spændende komponenter, hvor form og farve er kodeordene. Huner oprindeligt uddannet fra arkitekt Finn Juhl`s skole for Boligindretning og har blandt andet arbejdet som indkøbschef i Magasin du Nord og i Illum"s Bolighus. Lise Gammeltoft har siden 1983 været selvstændig og har produceret smykker, fortrinsvis til eksport til for eksempel Sverige, Tyskland, New-Zealand, Island og Frankrig. Hun har udstillet på blandt andet Lousiana og Kunstindustrimuseet. Hun arbejder med halscollier, armbånd, broscher, ringe samt ørestikker – bestående af for eksempel venezianske glas, antikke komponenter som jade amuletter, antikke mønter, buddhistiske perler, fossiler iblandet perler af forskellige former og farver – hertil føjes halvædelstene med egne slibninger. Mange nye former for låsemekanismer indgår nu også i hendes produktion. Billetter til arrangementet kan købes på Ruths Hotel snarest, da der er begrænset antal pladser.