Østerbro forvandles snart

Industrikvarter bliver til oplevelseskvarter

Lokalpolitik 15. februar 2005 05:00

AALBORG: - Det er en skelsættende beslutning, der vil løfte Østerbro fra at være et industrikvarter til at være et oplevelseskvarter. Borgmester Henning G. Jensen (A) og flere andre byrådspolitikere brugte store ord, da Aalborg byråd i går besluttede at lade kommunen købe resterne af det gamle kraftværk Nordkraft af Elsam Kraft A/S for 13.315.600 kroner. Beslutningen blev fulgt af byrådsmedlemmernes mange store ønsker og forhåbninger til købet. Som borgmester Henning G. Jensen (A) udtrykte det, så kommer barnet ikke til at mangle faddere. Han stillede sig selv op i køen. - Først var jeg imod. Men efter at have set kraftværker og gasværker omdannet til kulturformål rundt om i Europa, ændrede jeg mening om Nordkraft. På sigt forventer Henning G. Jensen, at købet af Nordkraft tjener sig selv ind. - Vi har blandt andet fået henvendelser fra Skråen, DGI og Lokale- og Anlægsfonden. Borgmesteren ser en byplanmæssig fordel i, at kommunen nu kommer til at eje Nordkraft. - Ved ombygningen af Østerbro er det en fordel, at kommunen har hånd i hanke med tidsplanen og med, hvad Nordkraft skal bruges til. Også Nils Bell (V) glædede sig over købet og blev helt poetisk i sin beskrivelse af den synergieffekt, han forventer sig af at have Nordkraft og Musikkens Hus liggende nær hinanden. - Nyt og flot vil spille sammen med gammelt og råt. Rådmand Henrik Thomsen (SF) mente, at der med købet af Nordkraft er tale om en historisk beslutning. Og så til en rigtig god pris. - De bedste kræmmere kunne ikke have gjort det bedre. Vi har styrket Aalborg som kulturby og vores position som uddannelsesby. Det er en rigtig god dag i dag. Partifællen Henrik Nielsen pointerede, at selv om den rytmiske musik nu får gode rammer at være i, skal der også være penge til indholdet. - Det er vigtigt at give økonomi til deres udfoldelser. Jeg håber også, at der bliver rammer og plads til unge under 18 år. Preben Pedersen (B) glædede sig over den brede tilslutning til at bevare en gammel bevaringsværdig industribygning. - Østerbrokvarteret trænger til et løft. Det får det nu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...