Østergaard fik millionlussing

Storaktionær i Parken krævede, at formand Flemming Østergaard betalte millionhonorar retur, for at skyde flere penge i den kriseramte koncern.

KØBENHAVN:Og kort før jul faldt pengene, skriver Jyllands-Posten. Situationen er så alvorlig, at det har været nødvendigt at bede om en halv milliard kroner i ekstra kapital fra aktionærerne. Det fik blandt andre Parkens nye storaktionær, den fynske milliardær Erik Skjærbæk, til at kræve en tilbagebetaling af de bonuspenge, som allerede var udbetalt til Flemming Østergaard for 2009. Hidtil har Flemming Østergaard løst en række ekstraordinære opgaver for Parken, som han har fået store millionbeløb for. Også i 2009 regnede Flemming Østergaard med at kunne hæve et stort millionbeløb, og honoraret var allerede udbetalt for årets første tre kvartaler. Erik Skjærbæk ejer 15,6 procent af Parkens aktier. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der tale om et beløb på omkring fem millioner kroner, som blev krævet tilbagebetalt og annulleret. /ritzau/