Østergaard og Skipper uenige om penge til ny velfærd

Enhedslisten og De Radikale står med to vidt forskellige bud på, hvordan et velfærdsløft skal finansieres.

Begge vil have flere pædagoger i børnehaverne. Men Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er uenig med De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, når det handler om, hvor pengene skal komme fra.

Begge vil have flere pædagoger i børnehaverne. Men Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er uenig med De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, når det handler om, hvor pengene skal komme fra.

KØBENHAVN:Mette Frederiksen (S) har ved søndagens regeringsforhandlinger fået at vide af både Enhedslisten og Radikale, at de vil have bedre normeringer i børnehaver og vuggestuer.

Men de to partier har hver sit bud på, hvordan en ny regering skal finde pengene til et velfærdsløft.

Hos Enhedslisten mener man, at det er de velhavende, der skal holde for, blandt andet i form af højere skatter.

- Det er vores udgangspunkt, at når så mange tusinde har stemt på en ny regering, har de også stemt for en ny retning.

- De vil ikke have, at vi skal videreføre den ulighedsskabende politik, der har været ført under Lars Løkke Rasmussen (V).

- Så når vi skal finansiere de mange gode ting, som vi er enige med De Radikale om, skal vi finde dem hos dem, der har fået mange skatte- og afgiftslettelser de seneste år, siger politisk ordfører Pernille Skipper.

Hun bryder sig til gengæld ikke om De Radikales forslag om at droppe den grønne check eller at gøre det nemmere for udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark i forventning om, at de vil skabe flere indtægter til statskassen.

Men det er svært at komme uden om, at der skal bruges flere arbejdsomme hænder i Danmark, mener Morten Østergaard.

- Det eneste, der giver velfærd, er mennesker. Og det er dem, vi mangler.

- Man kan ikke løse problemet bare ved at hæve skatterne eller med andre løse modeller.

- Og hvis man ikke kan lide vores finansieringsmodeller, så må man jo pege på andre, siger Østergaard.

Han mener dog ikke, at mere kapitalbeskatning og højere topskat er løsningen på de rekrutteringsudfordringer, som den offentlige sektor har.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.