Østergaard vil lave dagpengeaftale med S og V

De tre partier har flertal og er enige om, at systemet ikke skal være dyrere, påpeger den radikale ledelse.

Dagpengekommissionen barsler med sin længe ventede rapport, og når den er klar, står De Radikale parat til at forhandle om en fornyelse af systemet.

Og det er oplagt, at det sker sammen med Venstre og Socialdemokraterne, mener ledelsen af partiets folketingsgruppe, som tirsdag holder pressemøde i forbindelse med sit gruppemøde på Egelund Slot i Nordsjælland.

- Vores holdning er, at vi får et bredt flertal hen over midten med de partier, der har meldt sig som regeringsansvarlige, og som støtter grundlaget for kommissionen. Det er Socialdemokraterne, Venstre og Det Radikale Venstre, siger næstformand Sofie Carsten Nielsen.

Andre partier er velkomne, men De Radikale ønsker ikke at bruge flere penge på et nyt dagpengesystem, som andre partier har efterlyst.

- Vi har ikke noget ønske om at holde nogen ude, men det vi konstaterer er, at de partier, der synes, at dagpengekommissionen arbejder på en fornuftig måde, repræsenterer et flertal, påpeger den politiske leder Morten Østergaard.

Og det ønsker konflikter med de meldinger, der kommer fra andre partier, mener Sofie Carsten Nielsen.

- For Dansk Folkeparti og SF har det handlet om, at der skulle flere penge i systemet. For os er det vigtige, at folk kommer i arbejde, påpeger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.