Hjerneskader

Østerskovens leder er fratrådt

Leder af behandlingsinstitutionen Østerskoven Søren Davidsen er sygemeldt - Region Nordjylland søger hans afløser

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

SØREN DAVIDSEN er sygemeldt. Arkivfoto

HOBRO:Behandlingscentret Østerskoven i Hobro er på udkik efter en ny leder, efter at institutionens leder gennem seks år Søren Davidsen, 55 år, er blevet sygemeldt. Forstander på Sødisbakke i Mariager Klavs Bo Persson er konstitueret i stillingen, indtil en ny leder kan tiltræde. Klavs Bo Persson skal midlertidigt varetage begge lederjob. Konstitueret sektorchef i Region Nordjyllands specialsektor Tove Z. Gjerlevsen siger, at stillingsopslaget snarest vil blive indrykket i NORDJYSKE. – Vi søger en person, der har ledelseserfaring og en lederuddannelse med relevant social- og sundhedsfaglig basisuddannelse, lyder det fra Tove Z. Gjerlevsen. Også afdelingsleder si'r farvel Samtidig med, at Søren Davidsen fredag blev sygemeldt, valgte afdelingsleder på fødselsskadeafsnittet Bjarke Skov at opsige sin stilling. Brian Bugge er blevet konstitueret afdelingsleder for Bjarke Skov og tiltræder 15. august. Øjeblikkelig virkning Formand for bestyrelsen Kim Winkler Pedersen, Silkeborg, valgt af Spastikerforeningen, siger at bestyrelsen accepterer, at Søren Davidsen har sygemeldt sig. - Han har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning og vender ikke tilbage til Østerskoven. Der har været nogen udfordringer på Østerskoven med personaleudskiftning, som har krævet ekstra opmærksomhed - og det har de også fået. - Jeg kan ikke sige, hvad der ligger bagved for Søren, lyder det fra Kim Winkler Pedersen. I en situation, hvor to chefer pludselig er væk, har bestyrelsen lagt vægt på, at der skabes ro i forhold til beboere, personale og pårørende, og at der handles pr. omgående i forhold til at konstituere en ny leder. Klavs Bo Persson skal stå for det administrative, mens det faglige varetages af den mangeårige afdelingsleder på afsnittet for senhjerneskade Hanne Faber. Høj faglighed videreføres - Vi har haft en tæt dialog med vores dygtige afdelingsleder Hanne Faber, som tager over på det rent faglige. Det ligger os meget på sinde, at rehabiliteringen og den meget høje faglighed på Østerskoven videreføres. - Det er selvfølgelig hårdt for Hanne, at to af hendes chefkolleger er væk, og vi vil give hende al den støtte, vi kan, betoner Kim Winkler Pedersen. Ingen kommentarer Søren Davidsen siger til NORDJYSKE, at han ikke ønsker at kommentere sin sygemelding. Plads til 22 beboere Østerskoven tilbyder behandling og genoptræning af personer med medfødt eller erhvervet hjerneskade. Der er 22 pladser fordelt med 16 på afsnittet for fødselsskadede (personer med cerebral parese, også kaldet spastikere) og 6 pladser for senhjerneskadede. 70 ansatte Østerskoven beskæftiger 70 personer inden for flere forskellige faggrupper – socialpædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, sosu'er, hk'er og rengøringspersonale. Behandlingscentret er en selvejende institution, der har driftsoverenskomst med Region Nordjylland.