Østervrå: - En rigtig dårlig idé

- Kommunen sparer, lægger udgifterne over på forældrene, og underminerer lokalsamfundene, siger skolebestyrelsesmedlem fra Østervrå

EMNER 18. december 2011 08:00

- En rigtig dårlig idé. Det siger Jørgen Aagreen, næstformand i skolebestyrelsen på Torslev Skole i Østervrå. Han har svært ved at se logikken endsige fornuften i kommunens ageren i sagen om den fremtidige kommunale børne- og ungetandpleje. Besværligt og kompliceret Fra nytår skal 3.000 børn og unge fra kommunens sydlige opland til Frederikshavn for at få ordnet tænder, og det vil give en masse ulemper, mener Jørgen Aagreen. - Det er da temmelig besværligt og kompliceret. Nu skal forældrene til at tage fri fra arbejde og bruge fire timer på det, inden de kan vende tilbage til deres daglige arbejde. - I yderste konsekvens ender det med, at børnene ikke kommer af sted, siger Jørgen Aagreen, der også mener, det bliver et tab for lokalsamfundene. Underminerer lokalsamfundene - Man forringer tandlægehusenes vilkår og dermed er kommunen med til at underminere lokalsamfundene, siger Jørgen Aagreen. Han sætter et stort spørgsmålstegn ved den planlagte besparelse på en halv mio. kr. - Der er ikke tale om en besparelse men en omfordeling. Kommunen sparer, men vi forældre får udgiften. Enten i form af tabt arbejdsfortjeneste og transport, eller også ved den egenbetaling, der følger med fritvalgsordningen. Om et år ved vi, om kommunen sparede halvanden mio. kr., men hvad nytter det, hvis tandlægerne i oplandet, så har lukket, siger næstformanden i skolebestyrelsen i Østervrå.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...