EMNER

Østeuropa vil have kød

KØBENHAVN:De nye EU-lande har været en god forretning for Danske Slagterier, der fra 2004 til 2005 fordoblede eksporten af svinekød til disse lande. Det medvirkede, at den danske svinekødseksport sidste år nåede op på 27,3 milliarder kroner mod 25,7 milliarder kroner året før. Polen i spidsen Med Polen i spidsen købte de nye EU-fætre sidste år dansk svinekød for 1,6 milliarder mod 800 millioner kroner året før. Østeuropa markerer sig dermed som de mest fremgangsrige lande, når det gælder dansk svineeksport, selvom også Storbritannien har været godt med og i 2005 aftog dansk svinekød for 6,1 milliarder kroner - over en millard mere end i 2004. - Men også salget til Tyskland har været større end året før, og i det hele taget er det afsætningen til EU-landene, der trækker den danske eksport op, sagde formanden for danske Slagterier, Bent Claudi Lassen, på et pressemøde tirsdag. Med Rusland som undtagelse faldt eksporten til lande uden for EU svagt i 2005. Danske Slagterier forventer på basis af en ny markedsrapport, at den danske svineeksport vil ligge stabilt frem til 2009 på omkring 1,9 millioner tons årligt ellers stort set som i 2005. Men afsætningsmønstret ventes at ændre sig. - På kort sigt er der især mulighed for at øge eksporten til Østeuropa herunder Rumænien og Bulgarien, der ventes at blive medlemmer i EU i 2007. Andre nye mulige markeder er Ukraine, Kroatien og Serbien-Montenegro, siger Bent Claudi Lassen. Muligheder i Asien I Asien ser han muligheder i Kina, Filippinerne, Taiwan og Singapore, mens der også arbejdes på det indiske marked. Også i Australien ser Danske Slagterier et stort potentiale i takt med, at eksporten frem til 2009 ventes fordoblet fra de nuværende 25.000 til 50.000 tons årligt. Til gengæld ventes der kun småforskydninger på de store EU-markeder de kommende år. Tyskland og Storbritannien fortsætter som de største aftagere af dansk svinekød, mens Sverige ventes at overhale Italien og bliver det tredjestørste danske svinemarked. /ritzau/