Retspleje

Østeuropæere angrede i retten

Østeuropæere udvises af landet - Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom

VIBORG:Det var tre angrende unge mænd, der fredag eftermiddag tog ordet i retten inden den endelige domsafsigelse. Efter at forsvarsadvokaterne ugen igennem har talt de fem tiltaltes sag, valgte tre af de unge mænd selv at tage ordet, inden dommere og domsmænd forlod retten for at votere. - Jeg vil gerne undskylde for alt. Det kan godt være jeg har været skyld i det, der er sket, men jeg har ikke villet såre nogen. Jeg vil bede alle danskere om at tilgive os, lød det på russisk fra en af de tiltalte, der havde en tolk til at oversætte for retten. - Undskyld for det, vi har lavet, det er selvfølgelig ikke godt, lød det på dansk fra en anden af de tiltalte, der måtte trække vejret dybt, før han var i stand til at fortsætte: - Jeg håber, jeg får en lille chance for at blive i Danmark, for min familie er i Danmark. Udvisning Men selvom de unge mænd angrede, var der ingen kære mor. En stort set enig landsret valgte at stadfæste den dom, de tiltalte i juni fik ved retten i Aalborg. Det vil sige, at Raimund Gojzevski, 19, Dennis Larsen, 25, Romuald Pedersen, 22, og Andriy Povoznikov, 25, hver fik to og et halvt års fængsel efterfulgt af udvisning for bestandigt. Mens Alexey Tokarev, 22, blev idømt halvandet års fængsel og derefter udvisning i ti år. Kun en enkelt af de seks dommere og domsmænd ville frikende de tiltalte i enkelte af forholdene. Men hvad angik det overordnede skyldsspørgsmål, var der enighed. I spørgsmålet om, hvorvidt de unge mænd stadig skal stå til udvisning af landet var der til gengæld uenighed blandt dommerne. Et flertal på fire ville stadfæste udvisningsdommen fra byretten, mens de to sidste helt ville frifinde de unge mænd på dette punkt. Tilbage står nu spørgsmålet om, hvorvidt de unge østeuropæere, der allerede har siddet varetægtsfængslet i næsten et år, skal sidde tiden ud, eller om udvisningen kan blive aktuel med det samme. Da redaktionen lukkede, havde landsretten endnu ikke truffet en beslutning. Flere forhold Tiltalen mod de fem østeuropæiske mænd lød på røveri, frihedsberøvelse og brandstiftelse. En aften i november sidste år var de fem dømte sammen med yderligere to østeuropæiske mænd, som alle kommer fra Horsensegnen, kørt til Himmerland for at finde en litauisk mand, der angiveligt har snydt en af de dømte i en bilhandel. I forsøget på at få pengene fra bilen tilbage, tvang de dømte en mellemmand ved handlen til at vise dem, hvor Litaueren boede. Det førte udover frihedsberøvelse af mellemmanden til indbrud og røveri i en ejendom i Visborg og til afbrænding af mellemmandens bil. En af de i alt syv, der var med den nat, har politiet ikke fundet frem til, mens den sidste valgte at acceptere sin dom ved byretten.