Østeuropæerne, der blev væk

3F sætter fokus på de polske arbejdere, som rejser fra skov til skov for at klippe pyntegrønt

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

VANDET:- Vi plejer at kunne høre dem, når de går rundt herude og snakker med hinanden.

Niels Kristian Østergaard, faglig sekretær i 3F Thy-Mors, er på arbejde. Han fører an op ad skovstien, men bortset fra de knasende kviste under skosålerne og den sagte, dryppende regn, er der stille i skoven ved Vandet.

- Jeg har nogle steder, hvor vi muligvis kan finde dem. Ellers er det ligesom at lede efter en nål i en høstak, siger Niels Kristian Østergaard med et træk på skuldrene.

Når julen nærmer sig, bliver der hvert år aktivitet i granskovene rundt omkring i Danmark.

Der skal høstes pyntegrønt, så både kalenderlys og adventskranse kan blive flot klædt på.

Men inden det flotte gran ender i bundter i butikkerne, har det ofte været i østeuropæiske hænder.

Polske arbejdere i Thy

I Thy er det især ved Vandet og Nystrup, at arbejderne går til hånde, så de kan sende penge til familien derhjemme.

Når arbejderne strømmer ind i deres minibusser på polske plader, rykker 3F ud til skovene, hvor de forsøger at opspore dem og tjekke, at forholdene omkring ansættelse og løn er lovmæssigt i orden.

Således også 12. november, hvor det lykkedes Niels Kristian Østergaard og hans kollega i 3F Thy-Mors, faglig sekretær Jens Jørgen Madsen, at støde på polske arbejdere i skovområdet ved Nystrup og ved Vandet.

- Ifølge vore oplysninger drejer det sig om en godsejer på Fyn, som opkøber skovparceller rundt om i landet og så hyrer østarbejdere til at høste pyntegrønt, fortæller Niels Kristian, mens han passerer flere grantræer, der bærer tydeligt præg af mødet med de polske grensakse.

De har været her.

Den mudrede skovvej bærer præg af dybe dækaftryk, og det kasserede gran er spredt i underskoven. En polsk plastikpose ligger henkastet, men dens ejermand er for længst draget videre til den næste skov.

3F havde ikke noget at udsætte på arbejdet, da de sidst var herude.

Forholdene var i orden

Trods sprogvanskeligheder blev det klart, at forholdene var i orden, og fagforeningen delte polske brochurer ud, som oplyste om arbejdernes rettigheder.

Men Niels Kristian ville gerne have undersøgt, om polakkerne vitterlig havde fået den løn, de var blevet lovet.

- Det er ærgerligt. Det kunne være rart at lave en lille opfølgning på det og høre, om det at arbejde i Danmark har levet op til deres forventninger, siger han.

I de store skovområder i Thy er det nødvendigt at vide, hvor man skal lede, hvis man gør sig forhåbninger om at opspore arbejderne.

- Det er ofte kondiløbere og folk, der er ude og lufte hunden, som kontakter os, hvis de har set nogle arbejdere, forklarer Niels Kristian Østergaard.

Selvom man måske kunne tro det modsatte, har 3F ikke noget imod, at polakkerne gør skoven til deres arbejdsplads.

- Det er helt almindelige polakker, som kommer herop for at forsørge deres familie. Det er ligegyldigt, om det er en polak eller en dansker, der går herude. Bare de får det samme i løn, understreger Niels Kristian.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.