østhimmerland

Hvis NT's nye plan for den kollektive trafik i landsdelen vedtages, vil det betyde ændringer overalt i Nordjylland. Som et eksempel kan nævnes Østhimmerland. I dag kører der mellem Hadsund og Aalborg tre busruter: 918 X, 54 og 55. 918 X (Århus-Aalborg) stopper i Nordjylland kun i Hadsund, Terndrup og Aalborg og er en rute, der kan tiltrække flere passagerer, hvis den udbygges. Målet er én afgang i timen suppleret med endnu én i myldretiden, så der er to afgange i timen, når der er mange rejsende. 54 (Hadsund-Aalborg) betjener samme strækning som 918 X, men standser undervejs. Derudover forlader den landevejen for at køre inden om Korup, Blenstrup, Fjellerad og Gistrup. Ruten kører en-to gange i timen på hverdage. Her ville det kunne komme på tale at undlade betjeningen af eksempelvis Korup for at reducere rejsetiden samt reducere antallet af afgange i myldretiden og i stedet bruge disse ressourcer på at udbygge 918 X. 55 (Aalborg-Kongerslev-Bælum-Hadsund) kører mellem Hadsund og Aalborg ligesom 918 X og 54, men der er ingen, der benytter rute 55 til kørsel mellem de to byer. Tyngden på ruten ligger fra Kongerslev og Båndbyerne til Aalborg (hvor strækningen Storvorde-Aalborg er betjent af metrobus 2) og fra Kongerslev mod syd sammen med Bælum, Skelund med videre (hvor strækningen Skelund-Hadsund er betjent af rute 58). Her kunne man forestille sig en opsplitning af rute 55 i to: En der sikrer forbindelserne fra Kongerslev-området mod nord samt en tilsvarende rute, der sikrer forbindelserne mod syd. Disse ruter vil sandsynligvis kun køre i de tidsrum, hvor skoleelever og andre uddannelsessøgende skal til/fra skole. Betjeningen om aftenen, på skolefridage og i weekenden kunne varetages af flextur. De sparede ressourcer kan igen anvendes på 918 X. Kilde: NT