Danmark

Østjyde kåres til Årets Førstehjælper

32-årig mand løber med prisen som Årets Førstehjælper og 10.000 kroner, der uddeles af Røde Kors.

Østjyde kåres til Årets Førstehjælper

Røde Kors kårede tirsdag aften 32-årige Tue Skov fra Stavtrup ved Aarhus til "Årets Førstehjælper 2012".

Han får prisen, fordi han reddede sin stedfar, Per Larsens, liv, da han pludseligt faldt om med hjertestop sidste år.

- Tue fik sendt bud efter den nærmeste hjertestarter. Og i den lange tid, der gik inden hjertestarter og redningshelikopter nåede frem, giver han Per førstehjælp, siger vicepræsident i Røde Kors, Hanna Line Jakobsen i en pressemeddelelse.

Tue Skov gave hjertemassage og kunstigt åndedræt til sin mors mand i godt og vel 30 minutter, før hjælpen kom.

Og hvis han ikke have holdt ved, så havde 65-årige Per Larsen ikke været her i dag, vurderer Røde Kors.

Derfor løber den unge østjyde med titlen som "Årets Førstehjælper 2012" samt de 10.000 kroner, der følger med.

- Jeg er stolt over at have fået prisen, siger Tue Skov.

- Jeg synes, at det er utroligt vigtigt at lære førstehjælp, fordi det gør, at man tør tage ansvaret i en situation, hvor der er brug for førstehjælp, og at man reagerer instinktivt, siger prisvinderen, der lærte førstehjælp på sit biologistudie.

Det er 22. gang, at Røde Kors anerkender og belønner en person, der har ydet en førstehjælpsindsats, som reddede et andet menneskes liv.

Årets prisoverrækkelsen bød dog også på en ny priskategori, der hædrer en arbejdsplads, som har gjort en indsats for at uddanne sine medarbejdere i førstehjælp.

Vinderen blev Dong Energy, der har etableret et frivilligt førstehjælpsteam bestående af 150 medarbejdere.

Teamet bliver tilkaldt, når en medarbejder kommer til skade på en af virksomhedens tre hovedkontorer.

- Det er unikt, at en arbejdsplads sikrer, at førstehjælpskompetencerne holdes ved lige så ofte og kontinuerligt, som det er tilfældet i Dong Energy, lyder det fra Hanna Line Jakobsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.