Østjysk drejebog

Skattepolitik 12. juni 2003 08:00

HORSENS/ÅRHUS: Den første dom er ikke faldet endnu. Men både hos politiet og hos Told og Skat i Østjylland forventer man sig meget af samarbejdet mod den organiserede kriminalitet. I løbet af foråret blev parterne færdige med en drejebog for, hvordan man skal knalde de kriminelle enten på skattesager eller straffelovssager ved at politi og skattemyndigheder samarbejder. Og de første mistænkte er allerede ved at blive ristet fra begge sider. - Jeg vil ikke sige for meget om, hvad vi har gang i, men vi har da været i gang i et stykke tid, og vor forventer os meget af det her samarbejde, siger Vicekriminalinspektør Frede Nissen fra Horsens Politi. Ifølge ham giver drejebogen en fremtidssikret efterforskningsmåde, men det bliver et langt sejt træk at give resultater. - Men så vil det også vise sig at give bonus, siger Frede Nissen. Hos Told og Skat venter Søren Christensen, der er chef for kontrolområdet, dog resultater indenfor en overskuelig fremtid. - Vi er i gang med at bruge de værktøjer, som vi har opstillet. Og vi har været inde og kigge på nogle personer, hvor vi har spurgt ind til den økonomiske situation hos vedkommende, siger Søren Christensen. Drejebogen er sat op i samarbejde mellem Told og Skat, politiet og kommunerne i området efter at parterne har sat sig sammen for at diskutere probelmer og løsningsmodeller. Det har udmøntet sig i nogle lokale retningslinier, som nu er i brug. - Om de kan bruges af andre ved jeg ikke. Vi har bare stillet den til rådighed, for i en analysefase er der ingen grund til at mange laver det samme stykke arbejde, siger Søren Christensen. Frede Nissen er imidlertid overbevist om, at drejebogen også vil komme Nordjylland til gode og ønsker landsdelen held og lykke med projektet. Drejebogen bliver præsenteret for de nordjyske deeltagere i konferencen i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...