Politik

Østjysk kommune må slå bak: Millionbesparelser forude

Norddjurs Kommune indfører ansættelses- og anlægsstop ved udsigten til besparelser på 115 millioner i fire år.

En kombination af stigende udgifter til offentlig forsørgelse og forkerte forudsætninger på arbejdsmarkedsområdet fører til, at Norddjurs Kommune står foran millionbesparelser. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/arkiv/Ritzau Scanpix

En kombination af stigende udgifter til offentlig forsørgelse og forkerte forudsætninger på arbejdsmarkedsområdet fører til, at Norddjurs Kommune står foran millionbesparelser. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/arkiv/Ritzau Scanpix

Norddjurs Kommune står foran drastiske besparelser på 115 millioner kroner om året de næste fire år.

Det betyder stop for nyansættelser, ligesom opførelse af nybyggerier så vidt muligt sættes på standby.

Borgerne kommer også til at mærke konsekvenserne i form af ringere service, lyder det fra borgmester Jan Petersen (S).

- Det er da klart, og derfor har vi to udvalg i gang med at kigge på et sparekatalog for børn-, unge- og ældreområdet, siger borgmesteren.

Jan Petersen ser to årsager til, at kommunen uventet må træde hårdt på bremsen:

- Vores udgifter til forsørgelse stiger dramatisk og anderledes end forudsat, siger borgmesteren.

Det er især udgifter til kommunal medfinansiering af førtidspension og fleksjob, som er kommet bag på kommunen.

Dertil kommer, at kommunens egen regnemaskine har været for optimistisk.

- På arbejdsmarkedsområdet har vi ikke regnet korrekt. Vi har ikke lagt de rigtige forudsætninger ind i det tekniske grundlag. Det betaler vi for nu, siger Jan Petersen.

Her har kommunen fremadrettet en opgave med at kvalitetssikre, at det ikke sker igen, siger han.

Viceborgmester Benny Hammer (K) foreslår ifølge TV2 Østjylland, at kommunen slår sig sammen med nabokommunen Syddjurs som svar på de økonomiske udfordringer.

Men tiden er ikke til den diskussion lige nu, lyder det fra Jan Petersen.

- Jeg tror ikke, det er den diskussion, vi skal føre lige nu. Det løser ikke problemet på den korte bane. Om det er svaret på den lange bane, det må vi tage, når vi får kommunen på ret kurs igen. Og det får vi, forsikrer han.

Norddjurs er ifølge borgmesteren kendetegnet af en forholdsvis høj andel af borgere på offentlig forsørgelse.

Desuden er den gennemsnitlige indkomst under landsgennemsnittet.

Medlemmerne af kommunens økonomiudvalg er onsdag indkaldt til ekstraordinært møde om situationen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst