Østre Skole opsamlingssted for de evakuerede

18 beboere tog imod tilbuddet om at blive kørt til Østre Skole efter branden på Refsvej

Per Konge har nu to gange oplevet at blive evakueret fra sin lejlighed på Refsvej på grund af brand i kælderen, og nu overvejer han at flytte fra boligkomplekset. Foto: Klaus Madsen

Per Konge har nu to gange oplevet at blive evakueret fra sin lejlighed på Refsvej på grund af brand i kælderen, og nu overvejer han at flytte fra boligkomplekset. Foto: Klaus Madsen

THISTED:En af de 18 beboere, der tog imod tilbuddet om at blive kørt til Østre Skole i Thisted efter branden på Refsvej, var Per Konge. Det er anden gang indenfor fire måneder han prøver turen med at blive evakueret efter en brand i kælderen i den boligblok, som han bor i på Refsvej - og nu har han fået nok. - Jeg må ærlig talt sige, at jeg nu overvejer at flytte, for det her er ved at blive lidt for skræmmende, siger han. Per Konge blev opmærksom på, at der var noget galt, da strømmen gik i hans lejlighed. Det gik hurtigt op for ham, at der endnu en gang var tale om brand, og han flygtede derfor fra lejligheden. - Jeg blev af politiet og hjemmeværnspolitiet spurgt, om jeg ville køres til Østre Skole, hvor dem, der ikke havde noget sted at være, blev tilbudt et opholdssted. Jeg tog imod tilbuddet, og der blev taget godt imod os. Vi fik lidt kaffe og te, og der blev stillet frugt frem til os, siger han. Allerede ved 3-tiden blev han kørt tilbage til sin lejlighed, hvor strømmen var kommet tilbage. - Jeg synes, der blev taget godt vare på os, men jeg har godt nok fået nogen overvejelser omkring min boligsituation, for jeg er ikke i tvivl om, at den her brand er påsat, og jeg har da også selv en mistanke om, hvem der kan stå bag ildspåsættelsen, konstaterer han. 18 beboere ud af de 49 beboere, der torsdag aften pludseligt ikke længere havde tag over hovedet, blev kørt til Østre Skole. Det skete i et samarbejde mellem Thisted Brandvæsen og Thisted Politi, at Østre Skoles pedel blev ringet op, så han kunne åbne dørene til skolen, der jo ellers var lukket ned i efterårsferien. Indsatsleder Lars Bjørndal forklarer, at det er almindelig praksis i situationer som denne, hurtigt at finde et sted, hvor berørte personer kan blive indkvarteret. - Vi arbejdede meget hurtigt torsdag nat på at få gjort lejlighederne beboelige igen. Derfor fik vi fat i ISS-Skadeservice, der hurtigt rykkede frem. Vi fik også hurtigt fat i VVS-folk, så strømmen kunne repareres. Allerede ved tretiden kunne vi begynde at køre beboerne tilbage til lejlighederne, siger indsatsleder fra Thisted Brandvæsen, Lars Bjørndal. Resten af beboerne, der ikke tog imod tilbuddet om at blive kørt til Østre Skole, fik fat i venner og familie, hvor de kunne overnatte, til de igen kunne rykke ind i deres lejligheder. De beboere begyndte at vende hjem allerede i går morges, for at besigtige skaderne i deres lejligheder, som dog mest var den fæle lugt af røg.