Østrig vælter i skader før kamp mod Danmark

Østrig mangler en stribe skadede profiler mod Danmark, men det tillægger Kasper Hjulmand begrænset betydning.

Forud for mødet med Østrig i marts havde det danske hold stort fokus på den tårnhøje østrigske angriber Sasa Kalajdzic, men nu er Stuttgart-bomberen blandt en række skadede østrigske profiler.

Forud for mødet med Østrig i marts havde det danske hold stort fokus på den tårnhøje østrigske angriber Sasa Kalajdzic, men nu er Stuttgart-bomberen blandt en række skadede østrigske profiler.

KØBENHAVN:Tirsdag aften skal Østrigs landshold forsøge at bremse Danmarks VM-drømme.

Landstræner Franco Fodas betingelser er dog ikke specielt gode i Parken, for han må se bort fra en lang række etablerede spillere, og skaderne har ramt alle de østrigske kæder.

I forsvaret må Østrig se bort fra holdets foretrukne højre back, Stefan Lainer fra Borussia Mönchengladbach.

I maskinrummet på midtbanen mangler arbejdsmændene Xaver Schlager fra Wolfsburg og Julian Baumgartlinger fra Leverkusen, mens sidespillerne Valentino Lazaro fra Benfica og lidt mere offensive Christoph Baumgartner fra Hoffenheim også er ude af opgøret.

Mest handikappet er østrigerne i front, hvor både den tårnhøje Stuttgart-bomber Sasa Kalajdzic og den aktive spiller med flest mål for Østrig, Marko Arnautovic fra Bologna, er ukampdygtige.

Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, tillægger dog ikke de mange østrigske afbud stor værdi. Det siger han før tirsdagens VM-kvalifikationskamp, hvor Danmark med en sejr kvalificerer sig til næste års VM.

- Jeg tror ikke, det har så stor betydning. Selvfølgelig kender vi de spillere, der er skadede, men de har stadig mange gode spillere på hele holdet, og de kan stille op med 11 spillere på et højt niveau. De skal nok stille stærkt op.

- Østrig skal vinde kampen for at kunne kvalificere sig, så jeg forventer, at vi møder et meget stærkt hold, siger Kasper Hjulmand.

I den østrigske lejr tillægger landstræner Franco Foda de mange skader en noget større værdi. Og han bemærker, at Danmark ikke har skullet døje med samme udfordringer.

- I øjeblikket er Danmark foran os. De har kunnet spille med det samme mandskab igennem hele VM-kvalifikation, og det vilkår har ikke været os forundt, siger Franco Foda.

Østrig ligger nummer fire i VM-kvalifikationsgruppen før mødet med Danmark, men ifølge landstræner Kasper Hjulmand har tirsdagens modstander gjort sig fortjent til mere.

- De har været lidt uheldige i flere af deres kampe, og jeg vil ikke lade mig narre af, at vi har mange flere point end dem, for Østrig har et godt hold.

- De har stærke spillere og en god moral. De arbejder hårdt, og de er klar på hurtige omstillinger i begge ender af banen, og jeg synes, det er et rigtig godt hold. I en kort kvalifikation med få kampe skal der bare ikke så meget til, før pilen peger til siden, siger Kasper Hjulmand.

Trods de mange østrigske afbud råder Franco Foda dog stadig over profiler, som Danmark skal tage sig i agt for.

Landsholdsanfører David Alaba fra Real Madrid er med til at styre det østrigske forsvar fra sin plads som back eller midtstopper, og på midtbanen tager Bayern München-spilleren Marcel Sabitzer ofte ansvaret for at sætte spillet eller drive bolden fremad.

I tillæg har østrigerne også det 18-årige stjerneskud Yusuf Demir fra FC Barcelona med i truppen. Den teknisk stærke teenager er udpeget som et af Europas mest lovende talenter, men har endnu ikke fundet fodfæste på landsholdet, hvor det foreløbig er blevet til fire korte indhop.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.