Sport

Østriger støder Jansrud ned fra super-G-tronen

Matthias Mayer vandt OL-guld for anden gang, da han var hurtigst i mændenes super-G.

Matthias Mayer var 0,13 sekund hurtigere end Beat Feuz i super-G-løbet. Foto: Reuters/Kai Pfaffenbach

Matthias Mayer var 0,13 sekund hurtigere end Beat Feuz i super-G-løbet. Foto: Reuters/Kai Pfaffenbach

I nogle minutter lignede det en ny norsk dobbelttriumf på skibakken i Jeongseon, men til sidst måtte nordmændene nøjes med en bronzemedalje i det olympiske super-G-løb for mænd.


Østrigeren Matthias Mayer vandt foran schweiziske Beat Feuz, mens Norges Kjetil Jansrud med en tredjeplads abdicerede fra den super-G-trone, han har siddet på siden OL for fire år siden.

Da ni løbere havde været igennem banen, stod Jansrud og Aksel Lund Svindal ellers til at fordele de ædleste medaljer imellem sig, præcis som i torsdagens styrtløb.

Men så begyndte det at smuldre.

Matthias Mayer, der i styrtløbet ellers ikke lignede en mand i imponerende form, ramte en næsten perfekt linje på den hurtige bane og kom i mål i en tid, der var 0,18 sekund hurtigere end Jansrud.

Umiddelbart efter skubbede schweizeren Beat Feuz nordmændene yderligere ned ad sejrspodiet ved at presse sig ind på andenpladsen.

Feuz vandt torsdag bronze i styrtløb, som egentlig er hans bedste disciplin, men hans super-G-præstation rakte altså til en endnu finere medalje.

Dagens mand var og blev dog Matthias Mayer.

27-årige fartløber fra Kärnten tog karrierens anden OL-medalje. Den første var også af guld og kom i styrtløbet i Sotji.

Med fredagens triumf overgik han også sin far, Helmut Mayer, der vandt sølv, da super-G i 1988 for første gang var en del af OL-programmet.

Matthias Mayer og de øvrige fartspecialister overlader nu scenen til de mere tekniske typer.

Næste disciplin er storslalom, der bliver afviklet på søndag. Fire dage senere står der slalom på programmet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst