EMNER

Østudvidelsen åbner ny eksport

Danske fabrikanter af landbrugsmekanik har store forventninger forud for optagelsen af de østeuropæiske lande i EU

HERNING:Fabrikanterne af danske landbrugsmaskiner er begejstrede for udvidelsen af EU. De forventer en stor forøgelse af eksporten. - Men vi skal ud af starthullerne nu, for der vil ske meget i de kommende medlemslande indenfor de næste to-tre år, siger formanden for Danske Landbrugsmaskinfabrikanter, Günther Løkke, Bøvlingbjerg. Startklodserne står parat på den store landbrugsmesse, Agromek 2003, som finder sted i Herning 21.-25. januar. Her har danske og udenlandske landmænd mulighed for at studere tusindvis af maskiner og mekaniske eller elektroniske løsninger til mark og stald. Til årets udstilling har messens nyhedsudvalg godkendt ikke færre end 234 produktnyheder. 22 af dem vises her for første gang i Europa. De 576 udstillere lægger beslag på samtlige 85.000 kvadratmeter, der er til rådighed i de 14 opvarmede haller i Messecenter Herning. 53 virksomheder fra Nordjylland udstiller på messen. Sikkerhed Fritz Günther Løkke fortæller, at mange i branchen var tidligt ude efter Berlinmurens fald i 1989, og gennem de senere år har fået opbygget et marked i de østeuropæiske lande. - Men det er dog først nu, vi kan forvente større investeringer, siger han. Hans forventninger knytter sig til to forhold: - Selve beslutningen på EU-topmødet i København om, at landene nu bliver optaget i EU, får klart betydning for investeringslysten i landbruget, fordi landmændene får en vis sikkerhed for, hvilke priser og tilskud, de kan opnå for deres produktion i de kommende år. - Dertil kommer, at der i de seneste to år har været lagt en stor dæmper på landmænds investeringslyst i Øst- og Centraleuropa, hvor man har ventet på bevillinger af midler fra Sappard-programmet, hvorfra der kan opnås støtte til investeringer i de nye EU-lande. Eksporten af danske landbrugsmaskiner til de lande, der netop er optaget i EU, beløb sig til 212 millioner kroner i 2001. Den samlede eksport af danske landbrugsmaskiner udgjorde 4,5 milliarder kroner i 2001 af en samlet produktion på 6 milliarder kroner. Fritz Günther Løkke driver sammen med sin bror J.C. Løkkes Maskinfabrik A/S i Vestjylland. - Den eksport, vi har, er stort set alt sammen resultat af kontakter, vi har fået på Agromek. Blandt andet fik vi kontakter til de østlige dele af Tyskland straks efter murens fald. Det medførte, at vi begyndte at produktudvikle anlæg til de store bedrifter på 3000 - 4000 hektar, som vi ikke har i Danmark, fortæller Fritz Günther Løkke. Ud over eksporten til øst- og centraleuropæiske lande har J. C. Løkkes Maskinfabrik A/S eksport til især Tyskland, England, Norge og Sverige. Virksomheden beskæftiger 55 medarbejdere, og den eksporterer 60 procent af produktionen Agromek omfatter også en udstilling af avlskvæg og et vinterdyrskue for det røde malkekvæg. I januar 2002 blev Agromek besøgt af 85.032. Heraf var knap 12.000 udenlandske besøgende fra 70 lande. Årets udstilling sætter særligt fokus på miljø og gyllebehandling og åbnes af miljøminister Hans Chr. Schmidt.