Øvelse: 279 elever og personalet på Bindslev Skole blev evakueret

En del af lærergruppen skal have "en time" i at lære at bruge evakueringsplanen efter forskrifterne

Visse 11. september 2002 08:00

BINDSLEV: 279 elever, 26 lærere og det teknisk-administrative personale ved Bindslev Skole blev tirsdag formiddag reddet fra en storbrand. Der var dog tale om en veltilrettelagt øvelse, og der var ingen personer, der kom til skade. Kl. 10.40 præcis gik alarmen i gang, og over store dele af Bindslev lød de skingrende sirener fra tagene på Bindslev Skole. Indsatsleder Steve Pedersen fra Falck i Hirtshals var hurtigt på pletten og parkerede i skolegården. Her var det så, at en lærer skulle have modtaget indsatslederen og givet de første og vigtigste beskeder. Men der dukkede ingen lærer op. Eleverne blev straks evakueret fra deres klasser, og de yngste årgange fandt hurtigt ud til evakueringspladsen ved cykelskurene. Visse elever fra 2. og 3. klasse var lige en meget kort smut omkring aulaen, hvor der i dagens anledning var kraftig røgudvikling. Her må man sige, at de unge mennesker reagerede særdeles hurtigt og fandt andre udveje - akkurat som frasagnet går om ræven. Ovre i Taggården, hvor de store klasser holdt til, var der også kraftig røgudvikling. En del af eleverne løb ud på pladsen, hvor de ifølge evakueringsplanen skulle opholde sig. Nogle af de ældste elever tog flugten over en mur, der ellers ikke egner sig som flugtvej. Der var en del lærere, som manglede nogle af deres elever i forbindelse med evakueringsøvelsen, og da det hele var slut, manglede de unge mennesker fortsat. Eleverne stod imidlertid ovre på evakueringspladsen sammen med de yngste årgange på skolen. Så de var alle i god behold, og der var ingen grund til panik under øvelsen. Heldigvis var røgen, der lagde en tåge ud over visse dele af skolen, absolut ren "teatergas", som også kaldes bananrøg. Røgen forsvandt hurtigt og skadede ikke et eneste menneske på stedet. - Det er flere år siden, at vi sidst har holdt en evakueringsøvelse på Bindslev Skole, fortalte beredskabschef Mogens Pedersen, der også er en af de fire brandinspektører, som altid har vagten i hele Hirtshals Kommune. Langt de fleste elever tog øvelsen som en ekstra oplevelse, men der var nogle af de yngste årgange, der blev lidt bange. Bl. a. syv-årige Sofie Rømer Sproegel fra 1. klasse, der bestemt ikke kunne se det sjove i øvelsen. Heldigvis blev hun trøstet af sin lærer og kammerater, og det hjalp på humøret. - I skal altid under en sådan evakuering gøre, som jeres lærer siger, fortalte Mogens Pedersen efter øvelsen, hvor alle var forsamlet i skolegården. Efter evakueringøvelsen var der bål og brand i skolegården, og her var sikkerheden også 100 procent i orden. Magnus Westergaard fra 6. klasse klarede opgaven med at slukke en brand med et brandtæppe til et rent 13-tal. Et par lærere og skolelederen gjorde det også Kulsyreslukkeren var også i arbejde. Normalt bliver den anvendt, når der er ild i el-installationer. Brandslangerne, der under normale omstændigheder er rullet sammen i de røde skabe, blev også afprøvet. Det havde serviceleder Leo Christensen sørget for. Til sidst viste indsatsleder Steve Pedersen den effektive pulverslukker, der kan tømmes i løbet af 20 sekunder. Også her var der elever, der skulle prøve effektiviteten. Netop pulverslukkren var det sidste, som elever og de voksne stiftede bekendteskab med, da den sviner ret så meget. - Pulverslukkeren er særdeles god til at slukke mindre brande, og når man står med et så effektivt materiel, behøver man ikke at nærme sig det brændbare emne mere end i en afstand af seks meter, kunne beredskabschef Mogens Pedersen fortælle. Eleverne havde en fantastisk oplevelse og fortsatte efterfølgende skoledagen på traditionel vis.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...