Øvelse begyndt ved koreansk kyst

SEOUL:Over 200 fly samt et hangarskib med tre destroyere fra USA og Sydkorea indledte i går en større flådeøvelse, som har fået det nordkoreanske styre til at true med atomkrig - eller "stærke fysiske svar". Nordkoreas nationale forsvarskommission har især reageret kraftigt på, at det atomdrevne amerikanske hangarskib USS George Washington deltager i den firedages flådeøvelse. USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, anklagede fredag Nordkorea for at føre en farlig politik. Hun beskyldte den isolerede og krigeriske kommuniststat for at optræde provokerende og farligt. Clinton understregede, at USA vil stå 100 procent bag Sydkorea, indtil naboen i nord tager skeen i den anden hånd og lægger stilen om./ritzau/Reuters